Forrygende løvedag med 500 deltagere landet over

Vojens Efterskole
Vojens Efterskole

Der var løvedag(e) i weekenden, hvor godt 500 helt unge ishockeyspillere var i sving på den traditionelle introdag i dansk ishockey. En fin succes, skriver ishockey.dk, der fortæller følgende om Løvedagen

I år var den primære løvedag lørdag 6. oktober, men også søndagen blev taget i brug rundt omkring i Danmark, og det var sædvanen tro en stor succes. Godt 500 børn mødte op til årets Løvedag, anslår udviklingskonsulent i Danmarks Ishockey Union, Christina Lissa Benn.

– Løvedagen var en succes. De nye ishockeyspillere fik en flot introduktion rundt omkring i klubberne. Jeg kunne ved selvsyn konstatere det, hvor jeg var ude – og ser på de sociale medier, at der har været rigtig god stemning rundt omkring i hele landet. Det er en af de vigtigste dage overhovedet i dansk ishockey.

VM 2018-maskotten Duckly spillede en hovedrolle flere steder, og mange af klubberne havde også Metal Liga- og divisionsspillere med til at opmuntre de nye ishockeybørn.

Rundt omkring i landet blev der også uddelt masser af VM 2018-merchandise til de nye børn og unge.

Et række eksempler på gode løveoplevelser fanget på klubbernes Facebooksider:

  • I Silkeborg var 37 børn med forældre forbi i Silkeborg Sportscenter på Aarhusvej. De mødte Duckly, og folkene bag Løveskolen i Silkeborg var med til at skabe en skøn ishockeyformiddag i Silkeborg.
  • I Ørestaden havde Copenhagen Falcons hele 82 børn på besøg til Løvedagen. Senere på dagen – og næsten til midnat – fejrede Falcons også ” World Girls’ Ice Hockey Weekend” med egen ”Girl’s Night Out”, hvor 26 piger mellem 9 og 15 år hyggede sig med foredrag, film og masser af hockey.
  • 16 børn mødte op til Vojens Ishockey Klubs Løvedag hvor der var mulighed for at teste om isen kunne “bære”. Det blev til et par superhyggelige timer på is sammen med klubbens ledere fra U7 og U9 samt frivillige fra VIK’s aktivitetsudvalg. Efter istid blev der hygget med sodavand og kage. En lille dreng var heldig at vinde en SønderjyskE-trøje med spillernes autograf.
  • IK Aarhus skriver på sin Facebook-side: En fantastisk lørdag med mange smil og grin. Fantastisk med opbakningen og hyggen til Løvedagen.
  • I lørdags holdt Ama’r Jets som mange andre klubber Løvedag i samarbejde med Danmarks Ishockey Union. Der skal lyde en stor tak til de frivillige og trænerne. Det var en stor succes og med mange nye ansigter i skøjtehallen for første gang. Vores Hockeyskole vokser og vokser, og det er vi så taknemlige for.

– Vi satser, tror og håber på, at vores dygtige instruktører og frivillige ude i klubberne kan føre succesen fra Løvedagen videre i de kommende uger og måneder, så vi kan få nye medlemmer over hele landet, siger Christina Lissa Benn.

 

.