Fornyet Rødovre-håb efter endnu en tæt kamp

Foto: Jan Korsgaard

Esbjerg Energy – Rødovre Mighty Bulls 0–1 (0-0, 0-1, 0-0)

Rødovre hentede tirsdag en vital sejr i Granly Hockey Arena og bragte dermed fornyet spænding ind i serien mod Esbjerg, forud for fredagens kamp i Rødovre. Sjællænderne arbejdede hårdt gennem hele kampen, mens spillet ikke rigtigt gled for Esbjerg i de sidste 40 minutter.

Det var ved at være sidste udkald for Rødovre, da sjællænderne tirsdag gæstede Granly Hockey Arena til kvartfianlekamp nr. tre. Rødovre var således bagud med 0-2 i kampe, efter to tætte og intense opgør, hvor man senest måtte se sig slået med 2-3 efter overtid på egen is.

På holdkortet havde Esbjerg Henrik Clausen ude, mens Michael Binderup spillede, til trods for at han udgik under søndagens opgør i Rødovre, efter at være blevet ramt af et slagskud. Rødovre stillede atter op uden Mike Rådde, Martin Højbjerg og Nikolaj Krag-Christensen, mens også Mikael Christensen var ude, efter at have modtaget en spilledags karantæne, som følge af en hændelse under søndagens kamp.

Præcist som det har været tilfældet i seriens to første kampe, så startede kamp tre ganske jævnbyrdigt. Indledningsvist var der mest spil i midtzonen og i hjørnerne, hvorfor det var småt med de åbne chancer.

Esbjergs Aaron Lee bød ind med et forsøg efter godt fem minutter, hvor han skar ind i banen og fik sendt en afslutning af sted mod Stefan Ridderwall, som dog ikke havde nogle problemer med at klare canadierens forsøg.

Første periodes to største chancer faldt med kort interval omkring det 13. minut. Matt Pistilli fik fra distancen sendt et kraftfuldt slagskud på mål og Ridderwall troede at han havde klaret afslutningen.

Pucken gled dog stille og roligt mellem benene på den svenske keeper, som måtte have hjælp af en af sine backer, til at få ryddet op efterfølgende. Øjeblikket efter var Esben Nielsen tæt på for Esbjerg, men afslutningen fra den halvspidse vinkel, strøg lige forbi fjerneste opstander.

Esbjerg satte sig i det hele taget lidt mere på spillet som perioden skred frem og både Christian Wejse og Brock Nixon fik vist det vestjyske flag med et par kvalificerede afslutninger.

Periodens eneste power play stod der Esbjerg på, da Emil Christensen efter 17 minutter blev udvist for en holding i egen zone. Men kombinationen af at Esbjerg-spillerne havde lidt problemer med at finde hinanden og at Rødovre stod godt i box play, gjorde, at overtalssituationen ikke kastede det helt store af sig for værterne.

Gæsterne kom godt ud til anden periode, hvor Andrei Chistyakov havde et farligt forsøg tæt under mål efter blot 15 sekunders spil. First timer-forsøget gik dog lige over mål.

Sjællænderne fik chancen i overtal fire minutter inde i perioden og efter et par hurtige pasninger lavt i slottet endte pucken hos Matthias Asperup, som elegant sendte den tilbage til Morten Andreasen, der sikkert passerede Frazee lavt i målet til 0-1.

Rødovre arbejdede i det hele taget stenhårdt, men markeringerne sad nu tæt i begge ender. Der blev ikke givet meget plads til de offensive udfoldelser, men værterne fik dog et par store chancer for at bringe sig tilbage i kampen. Ikke mindst til Esben Nielsen, som nok burde have udlignet for Esbjerg.

Morten Andreasen var tæt på at bringe Rødovre foran med to, da han et minut inde i Rødovres næste power play afsluttede hurtigt, efter at have modtaget en præcis tværpasning. Frazee kastede sig ned i afslutningen og Esbjerg klarede firsag.

Esbjerg fik chancen i powerplay mod periodens slutning, men her fik vestjyderne ikke scoret og man kunne dermed også starte tredje periode i overtal.

Som i anden periode, så havde Esbjerg svært ved rigtigt at få spillet til at glide i tredje, hvor man egentligt arbejdede og forsøgte på livet løs. Men det virkede som om, at den indbyrdes forståelse ikke helt var afstemt for Esbjerg denne aften, hvor der manglede opfindsomhed i opspillet og hvor der var for mange adresseløse pasninger. Når chancerne endeligt bød sig, så manglede skarpheden; 27 afslutninger og nul scoringer taler sit eget sprog.

En matchstraf til Aaron Lee gjorde ikke tingene nemmere for Esbjerg, som måtte kæmpe sig igennem fem minutters undertal og efterfølgende undvære den arbejdsomme kaptajn. Esbjergs box play stod dog godt og man fik kæmpet sig ud af situationen og kunne indlede en slutspurt.

Slutspurten blev dog formentligt ikke som de fleste i Granly Hockey Arena havde håbet på. Mario Lamoureux talte et par forsøg i slutfasen, men helt tæt på kom værterne faktisk aldrig.

Til sidst satsede Mark Pederson og erstattede Frazee med en ekstra markspiller, men den mulighed blev spoleret af en udvisning til Tyler Gron i kampens sidste minut og Rødovre kunne rejse hjem med en spinkel sejr.

Man of the match: Matthias Asperup spillede en rigtig god kamp for gæsterne, arbejdede som besat, talte et par gode afslutninger og stod for det flotte oplæg til Rødovres sejrsmål.