Bulldogs åd Rødovre på et kvarter

Mandagskampen i Metal Ligaen fik en helt skør indledning, og det på forhånd spændende slag mellem Rødovre Mighty Bulls og Odense Bulldogs blev aldrig i nærheden af dramatisk. Og første periode stod i Dale Mitchells tegn.

Canadieren var tidligere i dag blevet frikendt for karantæne efter den tumult, der afsluttede sidste uges kamp hjemme mod Frederikshavn, og det havde åbenbart løsgjort positiv energi hos Odenses nummer 13.

Mitchell var i hopla fra start. Efter 42 sekunder løsnede han et håndledsskud, der røg over Stefan Ridderwalls benskinne. To minutter senere snuppede Dale Mitchell en løs puck foran mål, vandt en nærkamp over Nikolaj Zorko og vendte sig rundt. Ridderwall var igen chanceløs, Odense foran 2-0 og den svenske målmand røg ud.

Tilsyneladende på grund af udstyrsproblemer, men Ridderwall kom aldrig tilbage på isen igen. Han overlod scenen til Frederik Jakobsen, der ikke fik den mindste hjælp af sine rystede holdkammerater.

Selv stod Jakobsen heller ikke for kanonredninger, så målene sejlede ind. Odense førte hele 6-0 efter første periode, og Dale Mitchell leverede fem point og et hattrick og kunne skøjte til pause i stor glæde.

Odenses powerplay fungerede upåklageligt, da chancen bød sig, og Joakim Nettelbladts 6-0-mål i overtal efter et kvarter, blev fynboernes sidste i kampen. Men det var rigeligt.

De sidste to perioder blev en regulær transport, og der var vel ikke rigtig noget at skrive hjem om. Første periode tog naturligvis pusten ud af både kampen og livet på lægterne, og derfor blev de sidste 40 minutter en underlig atmosfæreløs omgang.

Rødovre fik reddet lidt af æren med Jannik Karvinens reduceringsmål og Martin Højbjergs reducering i sidste minut. Men Mighty Bulls’ fine sæsonstart er nu ved at blive forvandlet til en minikrise efter blot et point i de seneste tre kampe – og 12 mål imod i de seneste 120 minutters spil.

Bulldogs havde i øvrigt Andreas Lauridsen inde som ny backup-goalie. Lauridsen kommer fra Esbjerg og er på tryout som reserve for Tadeas Galansky og som umiddelbar afløser for den normale andenmålmand, Nicolai Lærke, der er langtidsskadet.

Rødovre havde langtidsskadede Mikkel Højberg tilbage i truppen – for første gang på rapporten i indeværende sæson – ligesom Patrick Rasmussen også var på isen efter en enkelt kamp ude. 1368 tilskuere overværede kampen i Rødovre Skøjte Arena.

Rødovre Mighty Bulls Time Type Odense Bulldogs
00:42 Goal 0 – 1 [EQ]: #13 Dale Mitchell (#21 Henry Hardarson)
02:45 Goal 0 – 2 [EQ]: #13 Dale Mitchell (#26 Joakim Nettelbladt, #3 Simon Grønvaldt)
05:48 Goal 0 – 3 [EQ]: #16 Rasmus Bjerrum (#13 Dale Mitchell, #26 Joakim Nettelbladt)
09:30 Goal 0 – 4 [EQ]: #38 Mathias Thinnesen
11:13 Penalty #39 Mike Daugulis: 2 min. for HOLD
11:23 Goal 0 – 5 [SH1]: #13 Dale Mitchell
#3 Jannik Karvinen: 2 min. for HOOK 15:10 Penalty
15:36 Goal 0 – 6 [PP1]: #26 Joakim Nettelbladt (#13 Dale Mitchell, #41 Ryan McDonough)
18:14 Penalty #25 Mads Schaarup: 2 min. for CROSS
30:32 Penalty #38 Mathias Thinnesen: 2 min. for DELAY
34:05 Penalty #21 Henry Hardarson: 2 min. for SLASH
#64 Mikael Christensen: 2 min. for HOOK 37:33 Penalty
1 – 6 [EQ]: #3 Jannik Karvinen (#7 Phillip Bruggisser) 45:26 Goal
46:01 Penalty #38 Mathias Thinnesen: 2 min. for TRIP
48:34 Penalty #4 Rasmus Schultz Lyø: 2 min. for SLASH
2 – 6 [EQ]: #46 Martin Højbjerg (#63 Mikkel Højbjerg, #64 Mikael Christensen) 58:38 Goal