Første udesejr og exit til Aalborg – Gentofte klar til semifinalen

Brøndby intro artikler
Vojens Efterskole
Foto: Jan Korsgaard

Aalborg Pirates – Gentofte Stars 0-3 (0-1, 0-2, 0-0) Fredag aften spillede Aalborg og Gentofte den afgørende kvartfinale, hvor vinderen ville gå i en lidt overraskende semifinale, hvis man havde kigget før sæsonen.

Det blev til en skuffende kamp syv for Aalborg, der stort set ikke var ikke til stede i store dele af kampen, og Gentofte kunne ganske fortjent tage sejren og dermed semifinalepladsen med over Storebælt til Sjælland. Aalborg havde opbrugt deres held tidligere på sæsonen, hvor pucken hoppede deres vej, mens det var stolpe ud i aften.

Hos Aalborg var Kristian Kodal tilbage på holdkortet, og han sendte Mads Falborg Iversen ned på en plads som syvende back. Gentofte kom uden ændringer i truppen til kampen, og dermed kom de med de samme kæder, som de sidste kampe.

Aalborg spillede godt i de første fem minutter og havde blandt andet et par store chancer i første skift, men så var det som om, at Brandon Reids mandskab gik tilbage i omklædningsrummet og forventede, at statistikken med hjemmesejre ville bringe dem videre.

Aalborg fik dog en brat opvågning, da Gentoftes andenkæde spillede Aalborgs defensiv helt tynd, og Luis Blak Olsen kunne som sidste mand let sende pucken ind i det tomme mål efter et flot oplæg fra Joonas Riekkinen, der fintede et slagskud og i stedet sendte skiven over til sin makker.

Scoringen kom som et lyn fra en klar himmel, men det var som om, at Aalborg ikke kunne komme sig over det. Gentofte havde flere store muligheder for at komme yderligere foran og kun et par store redninger af Ronan Quemener holdt Aalborg inde i kampen efter 1. periode.

Spillet i anden periode var jammerligt fra Aalborgs side. Der var ikke noget positivt at sige om hjemmeholdets spil i de midterste 20 minutter, men det skal ikke tage noget fra Karsten Arvidsen og Gentofte, der havde fundet masterplanen frem til denne vigtige kamp til at lukke ned for Aalborg, mens Gentofte selv udnyttede sine muligheder meget kynisk.

Nikolaj Zorko skar flot ind foran Quemener, og pucken havde ikke mere end lige sluppet mållinien, og der blev korrekt dømt mål efter, at den lige havde været omkring videodommeren. 2-0 til gæsterne.

Det lignede en afgørelse på kampen, da Cameron Spiro havde sidste stav på pucken efter en fejl i Aalborgs opspil, hvor Sebastian Ehlers nok skulle have smidt pucken på mål i stedet for at smide den på tværs, hvor den ramte en Gentofte-spiller. Gæsterne slog kontra og scorede det tredje mål.

Christopher Frederiksen havde muligheden for reducering og sendte pucken på stolpen, og han var en af de eneste spillere sammen med Ryan McDonough hos Aalborg, der kunne være indsatsen bekendt.

3-0 til Gentofte efter 40 minutter, og det lignede en umulig opgave for Pirates.

I den sidste periode skulle Aalborg satse alt for en tidlig reducering for at skabe noget spænding i kampen, men det lykkedes aldrig rigtigt. Endnu en puck på stolpen fra Christopher Frederiksen var det nærmeste, at Aalborg kom på en reducering i tredje periode, hvor der blev satset uden målmand i de sidste minutter uden at det gav noget pres på Gentofte og Seppänen i målet.

Joonas Riekkinen var en af de store spillere for Gentofte i kampen, hvor det blev til et par assister. Riekkinen var over det hele, og han havde også mulighederne til at score et mål eller to.

Hos Aalborg var der plusser ved Christopher Frederiksen og Ryan McDonough, der havde en god kamp, men pucken hoppede ikke deres vej, og Aalborg-holdet var i det hele taget en skygge af sig selv, mens gæsterne gjorde et grundigt og gedigent stykke arbejde og fortjent er videre til semifinalen.