FØR SERIEN: Rødovre-Rungsted

Foto: Jan Korsgaard

Vi skal tilbage til begyndelsen af dette årtusinde og dengang, man stadig spillede bedst af fem for at finde den sidste slutspilsserie mellem Rødovre og Rungsted. Så der en sjællandsk klassiker i slutspilsregi, vi alle længes efter, når Rødovre og Rungsted mødes i aften.

Der er regulær hockeyfeber i Rødovre og omegn, hvor der Facebook florerer en “dille”, hvor Rødovre-tilhængere af enhver art skal synge en Rødovre-sang. Herlig hype efter et grundspil, hvor Rødovre med stabilitet og til tider fremragende ishockeyspil arbejdede sig op til en tredjeplads. 

Det er uden tvivl grundspillet største og mest overraskende præstation, men nu er vi altså ude i en helt ny disciplin i form af slutspil, og her skal Rødovre altså først vise, at de kan vinde serier. 

I de seneste fire sæsoner er det blevet til slutspilsfarvel inden slutspillet i sidste sæson, og inden det nederlag i tre kvartfinaler på stribe. Vi skal helt tilbage til Sebastian Dahms tid for at finde et godt Rødovre-slutspil.

Hvad der taler for Rødovre i den her serie, er at de “gamle gutter” som Klarskov, Andreasen, Karvinen og Carlsen måske aldrig har lugtet større chance for et succesfuldt slutspil som i denne sæson. Der må være en umådelig sult og trang til at skabe eufori på hjemmebane – og hvad er bedre end en bedst af syv mod Rungsted?

– Vi har spillet nogle tætte kampe henover sæsonen, men vi kan ikke se så meget tilbage på de tidligere kampe nu. Hvis man nu havde vundet alle fem kampe, så havde man måske et mentalt overtag, men vi har spillet tæt, der har været skader på begge hold og der er også kommet nye spillere ind i trupperne, så det handler om at tænke på kampene nu, siger Rødovres Steffen Klarskov til klubbens hjemmeside. 

Rungsted Seier Capital kommer også med stor optimisme til serien.

Holdet er mere eller mindre skadesfrit, og har med play in-pausen haft til at få friske ben og spillet detaljerne ind. Også de nye folk har nu lært holdkammeraterne at kende og med de folk, Rungsted har hentet ind under sæsonen, står aftenens gæster nu med en virkelig bred trup.

På papiret har Rungsted en meget, meget stærk trup lige nu. 

Spørgsmålet er selvfølgelig, om Peter Johansson allerede kan få det spille i aften med kædesammensætningen, og om de fravalg, han må gøre, kan skabe disharmoni. I hvert fald har Johansson kræfter nok til at fordele spilletiden hele vejen gennem 60 minutter. 

Kevin Lindskoug forventes at stå i buret for Rungsted, og er vel lidt bagud på point mod Kroselj med en fremragende redningsprocent og Ridderwall, der sluttede grundspillet af på flotteste vis. 

FACEOFF.DK tipper serien: Inden sæsonen tippede undertegnede Rungsted til at gå i semifinalen, og lad os så holde ved hesten og sætte Rungsted til at vinde denne serie. Vores bud er, at den går i syv kampe og Rungsted afgør sagen, når holdet er helt spillet sammen hen i serien. Morten Green bør og må møde op i superform til sit sidste slutspil og så er han giftig. Men Rungsted kommer slet ikke problemfrit over et Rødovre-hold, som de fleste nok har undervurderet i den her sæson. Spørgsmålet er, om vi igen har undervurderet dem her i kvarten. 

SKADER/KARANTÆNER: Mon ikke Rødovre afskriver Patrick Flügge, der har været ude længe med en hovedskade? Rasmus Astrup sidder ude efter sin blodprop i hjertet, mens Rungsteds Alexander B. Jensen har afskrevet sin sæson.