FØR KAMPEN: SønderjyskE-Herning

KAMPEN KORT: Uha, den her kamp kommer på et både godt og skidt tidspunkt for SønderjyskE, der er i dyb krise, men omvendt har alt at vinde mod det Herning-hold, der for en måned siden smadrede sønderjyderne med 8-1 i SE Arena.

Den store nyhed fra det sønderjyske er, at Thomas Spelling er klar og han glæder sig naturligvis til klassikeren, selv om han naturligvis har sine forbehold efter en længere pause på grund af en hovedskade. Faktisk udgik han 24. november i ovennævnte kamp efter en hård tackling ved banden.

– Jeg glæder mig til kampen.  Herning er altid gode når vi møder dem, så vi skal spille op til vores bedste for at tage point fra dem. Vores fans må nok forvente en lidt rusten spiller i starten af kampen. Jeg har ikke spillet kampe i en måned nu, men glæder mig rigtig meget til at komme i kamp igen, det har været enormt frustrerende at sidde på lægterne og de andre drenge spille kamp, siger han til SønderjyskE’s hjemmeside.

Herning kommer med kæmpe selvtillid og spilleglæde efter tirsdagens store comeback i Rungsted, hvor midtjyderne gik fra 1-5 til en 6-5-sejr i overtid. Midtjyderne klapper igennem på skøjterne for øjeblikket og synes at have stor kapacitet trods de mange skader og afbud, der præger holdet pt.

DET FORVENTER VI: SønderjyskE har mange dygtige spillere med tilbage, men kan de holde til det pres og tempo, som midtjyderne kommer med fra start. Og kan SønderjyskE få powerplayspillet til at fungere, for det kneb mod Herlev. Omvendt hamrede Herning mål ind fra start og i powerplay fra start senest de to hold tørnede sammen. SønderjyskE skal overleve de første 20 minutter og arbejde sig ind i kampen.

NØGLESPILLERNE: Det kræver maksimum og fejlfrie indsatser af topbackerne Coyle og Hache i SønderjyskE’s defensiv. Der er ikke råd til at begå afgørende fejl. Herning trækker den ene gode angriber efter den anden frem, men i Rungsted brillerede backen Nicolai Weichel faktisk med tre point tirsdag aften.

SKADER/KARANTÆNER: SønderjyskE’s sorte liste efterhånden reduceret til Magnus Leth Nielsen (hvis han stadig er ude) og Steffen Frank. Kasper Krog er med U20-landsholdet til VM. Her har Herning Jacob Jessen og Daniel Nielsen af sted, ligesom skader senest har forhindret Daniel K. Nielsen, Bjørn Uldall, Oliver Gatz og de unge Lasse Duga og Andreas Pade i at spille. Fremme mangler Kristoffer Søgaard og Mathias Mølgaard.