FØR KAMPEN: SønderjyskE-Gentofte

Joonas Riekkinen - Gentofte Stars

KAMPEN KORT: Selv om det ikke var en tæt kamp rent resultatmæssigt i Gentofte lørdag aften, var det intenst i 60 minutter, og der var masser af tumult de to mandskaber imellem.

Kigger man tilbage på Gentoftes lange slutspil i fjor, var ingen kamp i nærheden af at udarte sådan, som det skete i lørdags, så lad os formode, at den store mangel på disciplin var en enlig svale i forhold til, hvordan Gentofte kommer til at agere i aften.

Tager vi i stedet endnu et skridt tilbage til kamp et (eller to, om man vil) i Vojens i fredags, så spillede Stars faktisk en fornuftig og velstruktureret udekamp. Ud fra en stærk defensiv og med den sædvanlige, stærke powerplay var Arvidsens mandskab lige ved at bringe sig foran 2-0 i serien, og specielt i overtiden dansede pucken på stregen foran Myllykoski.

Forvent samme koncept og øget koncentration hos Gentofte i aften. 

SønderjyskE spillede en næsten perfekt udekamp i lørdags, scorede det første mål og styrede derefter kampen hjem. To sejre i to kampe kan ikke være bedre for aftenens værter, men forwarden Steffen Frank advarer.

– Det er så vigtigt, at vi har fokus og holder fokus, og ikke hænger os så meget i de bataljer der var i lørdags. Slutspil er følelser og Gentofte var naturligt nok frustrerede over at miste hjemmebanefordelen.

– Selvfølgelig undrer jeg mig over, hvordan de reagerede og hvordan de spillede, men det var nu engang sådan det var, og vi skal ikke bruge det til andet end at vi kunne se, at vores gameplan virkede og vi spillede sådan som vi ønskede det, lød analysen fra Steffen Frank.

SønderjyskE har altså alle forudsætninger klar til en fest i aften. Vinder Gentofte, skal de to hold afgøre serien i morgen. Det bliver i givet fald afgørelsen.  Men lad os først få overstået det store slag i aften, hvor der vel kan forventes op med 4000 tilskuere på lægterne. 

NØGLESPILLERNE: Joonas Riekkinen, der ellers spiller roligt og velovervejet, har været oppe i det røde felt i de to første kampe. Hans ro skal Gentofte bruge i aften, og der skal selvfølgelig også kigges på en målscorer som Ville Järveläinen. Eller er der en dansk spiller, der træder ind og agerer helt i aften i Vojens? SønderjyskE fik bredt målene godt ud lørdag aften og fik mere gang i sagerne i offensiven. Søren Dau er en spiller, der kan flænse ethvert forsvar op og bliver en vigtig mand mod det tætpakkede og dygtige Stars-forsvar.

SKADER/KARANTÆNER: Forvent ikke, at Greg Gibson spiller efter den omdiskuterede Zorko-tackling lørdag aften. Og det betyder altså også, at Nikolaj Zorko måske kan være ude med karantæne. Vi har endnu ikke hørt noget. 

DET FORVENTER VI: Spørgsmålet er, om SønderjyskE kommer ud med 120 procent og pisker frem for at score og afgøre kampen tidligt, eller om sønderjyderne spiller lidt mere afventende som i den første kamp. Gentofte med det sædvanlige koncept og formentlig med finnerne tilbage i frisk form. Det bliver jævnbyrdigt langt hen ad vejen.