FØR KAMPEN: SønderjyskE-Gentofte

Foto: Jan Korsgaard

KAMPEN KORT: Der er vældig meget på spil i aften i SE Arena: Hvis SønderjyskE skal op på ottendepladsen og overhale Gentofte, er det sønderjydernes absolut sidste chance for at komme i kontakt med aftenens gæster. 

Samtidig ser det ud til, at SønderjyskE og Gentofte skal mødes i playin, og kampen i aften bliver dermed en generalprøve på den uhyre spændende serie, der venter i begyndelsen af marts.

Så der kan sagtens blive slutspilsstemning på og udenfor isen, når de to formstærke mandskaber tørner sammen.

– Det bliver en tæt og taktisk kamp tror jeg. Vi ved vi skal vinde for at holde kontakten til dem, og de vil vinde for at lægge afstand. Ser vi længere frem, er det nok dem vi møder, så der skal også sættes i respekt overfor hinanden frem mod de kampe, siger SønderjyskE’s angriber Steffen Frank til klubbens hjemmeside.

Han gjorde comeback efter en lang skadespause fredag aften mod Herning, mens hans søndag sad over i Hvidovre. 

Mon ikke Frank spiller igen i aften?

Gentofte klarede både Rungsted og Odense uden begge Virtala-brødrene. Teemu Virtala har været ude længe, mens Marko Virtala var syg i weekenden.

I stedet trådte andre frem og løftede det ganske ukuelige Gentofte-mandskab, der synes at kunne overvinde ethvert problem i de her sæsoner.

SKADER/KARANTÆNER: SønderjyskE har altså Steffen Frank tvivlsom, mens Magnus Leth Nielsen på backen længe har været ude. Gentofte har formentlig mindst en Virtala-bror med igen. Jeff Terminesi er overgået til at være assisterende træner og Mikkel Svensson har været ude længe. 

NØGLESPILLERNE: Joonas Riekkinen har været stærkt kørende i de seneste kampe for Gentofte og skød lystigt mod Odense. Riekkinen scorede også et enkelt mål søndag. Hos SønderjyskE synes Kyle Wharton at have givet holdets defensiv et solidt løft. Det så godt ud både i Herning og Hvidovre.

DET FORVENTER VI: Et tæt og taktisk slag, nøjagtig som Steffen Frank forudser det. SønderjyskE vil forsøge at presse Gentofte til fejl via det aggressive spil, som træner Dan Ceman og sportschef Lykkeskov proklamerede fra starten af sæsonen. Er det nu, SønderjyskE begynder sæsonen for alvor?