FØR KAMPEN: Rungsted-Rødovre

Foto:Frank Nielsen

KAMPEN KORT: Der har været gevaldigt tryk på billetsalget i Rungsted i løbet af ugen. Hjemmeholdet venter udsolgt hus i Bitcoin Arena, hvor Rungsted kan bringe sig foran med 3-1 i serien og dermed tage noget, der godt kunne ligne et vital føring i serien mod de klasisske rivaler.

Det var ikke nogen stor kamp i tirsdags. Hverken Rødovre eller Rungsted spillede op til deres bedste, men Rungsted-træner Johansson kunne notere sig, at det denne gang lykkedes at holde fast ved 2-1-føringen – i modsætning til de to første kampe, hvor 2-0 blev smidt væk.

Det er også en kvalitet, der er værd at tage med ind i et slutspil. Arbejdsmanden Marcus Olsson scorede det afgørende mål, og Johansson kan også glæde sig over, at der stadig må være point i folk som Mike Vernace, Jake Hansen, Nikolaj Krag og Nikolaj Rosenthal. Ingen af dem er kommet på seriens pointtavle endnu.

Rødovre er under pres før kampen i aften, men Mighty Bulls-mandskabet har ting, der kan forbedres, siger Nicklas Carlsen til Rødovre Lokal Nyt.

– Vores eget powerplay skal blive meget skarpere, hvis vi skal vinde den her kvartfinaleserie. Rungsted har været til at snakke med, og det har været meget lige indtil nu. Vi er topmotiverede, og det var lidt et wake up call tirsdag, hvor vi var spilstyrende og faldt lidt i tredje periode, jeg ved ikke hvad der sker, men nu er det os der har pres på, siger Nicklas Carlsen til RLN.

NØGLESPILLERNE: Morten Andreasen er hidtil kun noteret for en enkelt assist i serien, Nikolaj Rosenthal helt uden point. En af dem, der skal træde i karakter og blive helt i aften?

DET FORVENTER VI: Helt tæt igen i aften i Rungsted, hvor hjemmeholdet må være favorit i egen hule. Rødovre skal leve på tempoet og intensiteten og sætte alt ind for på den måde at sætte Rungsted under pres.

SKADER/KARANTÆNER: Ingen af holdene har så vidt vides mistet folk i serien, men lad os se, om der mangler mennesker i aften, når opstillingerne offentliggøres.