FØR KAMPEN: Rungsted-Odense

Foto: Bluelinemedia.dk

KAMPEN KORT: Generalprøve på Metal Cup-semifinalen om nogle uger.

Rungsted tager imod et såret Odense-hold, der er ramt på formen og også har været gennem en uge med problemerne med Camaras afgang fra truppen.

Spillemæssigt en svær en at sluge, men omvendt måske også noget, der kan have renset ud internt i omklædningsrummet og på sigt kan gavne fynboerne.

I hvert fald viste Odense ikke nogen dårlig moral i 2018-åbningskampen, hvor Bulldogs trods en dårlig første periode kom stærkt igen mod Frederikshavn og aftvang nordjyderne straffeslag.

Samtidig har Odense altså tre sejre af tre mulige mod Rungsted i sæsonen og må på den måde også have den nødvendige selvtillid i forhold til modstanderen.

Rungsted sad over 2. januar og må forventes at komme med friske ben og fuld skrue i jagten på en god Final4-generalprøve og vigtige point i kampen om sjettepladsen og kampen om den fjerdeplads, som Rungsted hurtigt kan melde sig tilbage i kampen om med et par sejre.

NØGLESPILLERNE: Søren Nielsen var tilbage for Odense i årets første kamp og hvilken fin indsats af den skøjtestærke forward. En af ligaens bedste danskere hidtil i sæsonen. Hos Rungsted kunne en mand som Robin Bergman sætte accenterne mod en Odense-backlinje, der er lidt tung i skøjterne og måske på den måde vil være at passere for den hurtige svensker.

DET FORVENTER VI: Rungsted vil gøre alt for at komme hurtigt ud og ryste gæsterne, der omvendt kan spille på hurtige omstillinger. Hvem kommer bedst fra start der?

SKADER/KARANTÆNER: Odense uden altså Camara og Christian Larsen, der er til U20-VM. Backen Rasmus Knudsen manglede ligeledes mod Frederikshavn. Rungsted stadig uden Mikael T. Christensen og havde heller ikke Marco Illemann og Joachim Holten Møller med før nytår. Agust Karlsson er tilbage i Helsingborg og Nikolaj Krag-Christensen med U20-landsholdet.