FØR KAMPEN: Rungsted-Esbjerg

Foto: Jan Korsgaard

KAMPEN KORT: Masser af festligheder i Rungsted i dag, hvor hallens navn officielt bliver til Bitcoin Arena. Det betyder formentlig også masser af folk på lægterne, der virkelig blev underholdt, senest der var kamp i Rungsted.

Her fik tilskuerne en ægte lækkerbid med 11 mål i topkampen mellem Rungsted og Herning, som træner Peter Johansson formentlig ser tilbage på med blandede følelser.

Det var nærmest drømmeishockey i en halv time, hvor Rungsted bragte sig på 5-1, men derefter vendte Herning og vandt altså 6-5 efter overtid. Løb Rungsted tør for kræfter?

Defensivt var det langt mere stabilt i Gentofte i julekampen, hvor Rungsted holdt buret rent indtil den absolutte slutfase og vandt 2-1 efter overtid.

For Esbjerg kniber det lidt for øjeblikket efter en lang sejrsrække, der er blevet brudt på det seneste. En dårlig start kostede kampen mod Frederikshavn lige før jul, og den fase af kampen har træner Mark Pederson formentlig stor fokus på i aften.

NØGLESPILLERNE: Nicolaj Henriksen har efterhånden været tilbage i Esbjergs trup i et stykke tid, og mon ikke han er varm til en skarp match i aften. Han er oppe mod Nikolaj Rosenthal, der har vist skarp form på det seneste med tre mål i to kampe.

DET FORVENTER VI: Et Rungsted-mandskab, der vil spille ud fra en kontrolleret offensiv og forsøge at fordele istiden på alle folk. Esbjerg plejer at holde stort set alle kampe jævnbyrdige som minimum og vil gå efter en god start for ikke at lave samme dumhed som mod Frederikshavn lige før jul.

SKADER/KARANTÆNER: Esbjerg har Andreas Grundtvig og Christian Wejse med U20-landsholdet i USA, hvor også Nikolaj Krag-Christensen (Rungsted) befinder sig. Desuden tæller Rungsteds skadesliste formentlig stadig Joachim Holten Møller, Mikael T. Christensen og Robin Bergman. Heller ikke Alexander B. Jensen og Marco Illemann var med senest i Gentofte.