FØR KAMPEN: Rødovre-Aalborg

Foto: Ian Nielsen

KAMPEN KORT: Det er en lille forbandelse, Rødovre forsøger at bryde i aften, hvor Aalborg kommer på besøg i Rødovre Skøjte Arena.

Aalborg har vundet samtlige tre opgør hidtil i Metal Ligaen og står med 9-0 i point mod Mighty Bulls. I sidste kamp i arenaen vandt Pirates 3-1, spillede en afklaret udekamp den aften og sikrede sig adgang til Metal Cuppens Final4, der spilles i januar i Herning.

Begge hold kom ganske godt ud af julekampene.

Aalborg vandt 6-2 over Odense og leverede en solid kamp med højt, højt tempo gennem 60 minutter, mens Rødovre formåede at vende 0-2 mod Gentofte til en 3-2-sejr efter straffeslag.

Kan Rødovre få en god start og skøjte med det arbejdsivrige Aalborg-hold over tre perioder – det er vel det store spørgsmål før matchen i aften, der må trække mange mennesker ud i vinterkulden og over i arenaen for at se to hold, der har spillet god ishockey hidtil i sæsonen.

SKADER/KARANTÆNER: Rødovre har Rasmus Heine og Philip Schultz med i USA til U20-VM og har længe haft Steffen Klarskov ude med lyskeproblemer. Jonas Sass har fået et brud på armen ved at blokere et skud og sidder ude indtil det er vokset sammen. Thomas Olsen har også siddet ude de seneste kampe, ligesom målmandsduoen Ridderwall/Lee-Olsen også er ude og erstattet af Kroselj/Rørth.

Aalborg uden Bjarke Møller, Sebastian Brinkman og Tobias Ladehoff, mens der formentlig stadig ventes på papirer fra Udlændingestyrelsen på Peter Quenneville.

NØGLESPILLERNE: Stærk aften af Jeppe Jul Korsgaard og Julian Jakobsen, da Aalborg slog Odense før jul. Hos Rødovre sled og slæbte Morten Andreasen og gik forrest i comebacket mod Gentofte. Vigtig mand for Rødovre.

DET FORVENTER VI: Rødovre kommer hårdt ud for at bringe sig foran og få et godt udgangspunkt til resten. Kommer Mighty Bulls-mandskabet til at blotte sig i de bestræbelser, kan det blive dyrt mod et Aalborg-hold, der synes i fremgang for øjeblikket.