FØR KAMPEN: Odense-Frederikshavn

Foto: iShoot.dk

KAMPEN KORT: Odense har i denne sæson haft fuldstændig tjek over Frederikshavn med tre rene sejre.

I september flåede Bulldogs en sikker hjemmesejr ind, mens det siden er blevet til to smalle udesejre på god kontrahockey. I aften skal Odense angribe, mens Frederikshavn kan afvente.

Passer udebanen i virkeligheden Mario Simioni godt på sådan en tirsdag efter nytår?

Også vældig interessant match i forhold til tabellen, hvor Frederikshavn har to point mere end Odense med to kampe mere og derfor kan komme helt på omgangshøjde med fynboerne med en sejr i aften.

Begge hold spillede halvsløje kampe i lørdags mod sjællandske modstandere.

– Vi dummer os gang på gang. Rødovre kunne have scoret meget mere end tre mål i dag. Jeg synes, at det har kendetegnet os de sidste par uger, at vi ikke spiller fornuftigt når vi skal. Og så klapper fælden altså, sagde Mads Schaarup til klubbens hjemmeside efter Bulldogs 2-3-nederlag mod københavnerne.

DET FORVENTER VI: Odense med større intensitet end i lørdags, hvor det var småt med gnist hos fynboerne mod Rødovre. Frederikshavn klar til at afvente og bide på kontra og nordjyderne er vel svage favoritter, ser man på formen hos de to hold de seneste uger.

SKADER/KARANTÆNER: Søren Nielsen kan måske være tilbage efter sit kæbebrud. Christian Larsen er i USA med U20-landsholdet, mens Nicolai Eriksen har været ude på seneste. Frederikshavn var uden Joachim Linnet og Christian Mieritz i kampen mod Gentofte.

NØGLESPILLERNE: Lidt mere offensivt skal komme fra “de andre kæder” hos Odense end førstekæden, mens Frederikshavn fik gode indsatser af Anthony Deluca i sidste uge.