FØR KAMPEN: Odense-Aalborg

Foto: iShoot.dk

KAMPEN KORT: Alle på Fyn venter i spænding på debut til Ned Lukacevic, der i den grad skal “hente sin karriere” igen. Lukacevic har kun spillet to kampe tidligt i denne sæson, inden han tog afsked med den ungarske liga og derefter holdt en lang pause.

Han træder ifølge dagens udgave af Fyens Stiftstidende ind i andenkæden hos fynboerne sammen med Søren Nielsen og Yannick Vedel. 

– Ned Lukacevic har ikke spillet mange kampe i denne sæson, men han har holdt sig i gang og trænet. Han har en god spilforståelse, et godt skud, et godt overblik og ser spillet godt. Han kan lægge gode afleveringer. Han er stærk og god til at beskytte pucken, og med sine 31 år har han en vis erfaring, siger assisterende træner Mads True til avisen.

Førstekæden hos Odense kommer i aften til at bestå af Sebastian Ehlers, Rasmus Bjerrum og Dale Mitchell. Men mon ikke det er planen, at Lukacevic – hvis han slår til – går ind i førstekæden sammen med Mitchell og Søren Nielsen. 

Alt det er spekulation og Odense skal i sving i aften, hvor ishockey-Danmarks hotteste hold, Aalborg Pirates, kommer på besøg. Der er ikke så meget andet at sige end at Pirates ruller for øjeblikket. God stime i ligaen og Final4-sejr for nylig.

Oven i købet endda pause tirsdag aften. Brandon Reid kan ikke være utilfreds for øjeblikket, men ved også, at holdet i modsætning til sidste sæson skal være hundrede procent klar til slutspillet.

NØGLESPILLERNE: Martin Lefebvre loggede mest istid for Pirates i weekenden. En fabelagtig back med smag for offensiven og noget af et røverkøb for Aalborg. Hos Odense er det spændende at se, hvordan Sebastian Ehlers i dag – han spillede også i førstekæden i Esbjerg – fremtræder med Mitchell og Bjerrum. Og selvfølgelig venter vi på Ned Lukacevic.

DET FORVENTER VI: Et Odense-hold, der virkelig skal agere koncentreret for at følge med det skærpede Aalborg-mandskab, der nu synes både at have koncept og koncentration i orden. Starten på kampen bliver afgørende for fynboerne.

SKADER/KARANTÆNER: Aalborg formentlig stadig uden Kristian Kodal, Bjarke Møller og Martin Højbjerg, mens Odense i Esbjerg havde fuldt hold – altså lige bortset fra den nye mand Ned Lukacevic.