Før kampen – Metal Ligaen: Odense vil undgå bundholdsblundere

Foto: Jan Korsgaard

(Optakt: Herlev Eagles-Odense Bulldogs) Fynboerne havde det vanskeligt mod de nederste hold i tabellen i fjor – med københavnsk fortegn – Gentofte og Herlev, og det vil Bulldogs for enhver pris undgå, når det gælder dobbeltmødet med Herlev fredag og lørdag.

Et dobbeltmøde, hvor Herlev også kæmper for at hænge på i tabellen, hvor forstadskøbenhavnerne lige nu sidder tungt på den ærgerlige sidsteplads.

– Vi skal ikke undervurdere nogen hold. Vi så i sidste sæson, hvor svært vi havde det mod Gentofte. Alle kan slå alle, så vi skal gå ud til kampene mod Herlev som en hvilken som helst anden kamp. Herlev har haft en svær sæsonstart med mange skader, men de har spillet tætte kampe mod blandt andre Aalborg og Sønderjyske, siger fynboernes assisterende træner Mads True til Fyens Stifstidende.

Efter en god stime med fire sejre på stribe tabte Odense 3-4 til Rødovre tirsdag aften, hvor fynboerne blev overrumplet totalt i første periode. Her krakelerede den stærke defensiv for første gang i sæsonen, og det er spændende om Herlev kommer med et defensivt udgangspunkt eller en gang overfaldshockey for at overraske Bulldogs i aften.

Hvem ved om Herlev får lanceret Jordan Knackstedt, der venter på arbejds- og opholdstilladelse? Og spørgsmålet er også, om Eagles-mandskabet kan holde fast ved den gode moral, som holdet trods alt har vist i de seneste kampe mod Frederikshavn og Aalborg.

Hold øje med: Tony Romano er et hit for Odense for øjeblikket, og han skal nok blive en kandidat til titlen som topscorer i Metal Ligaen, som sæsonen skrider frem. I Herlev skal defensiven sidde perfekt, og JP MacCallum skal kalde på den totale offervilje hos sine spillere i aften og i morgen.

Skader/karantæner: Bulldogs har rullet på med fuldt hold i de seneste kampe, og mon ikke det fortsætter i aften? Herlev var uden Andreas Søgaard i Frederikshavn tirsdag, og han bliver svær at undvære for Eagles i et fortættet dobbeltslag.