Før kampen – Metal Ligaen: Odense er blevet en stærkere enhed

(Optakt: Frederikshavn-Odense) Det er ikke længe siden, Odense vandt en klar sejr på 4-1 ude over Frederikshavn i en testkamp, så White Hawks er i den grad advaret før aftenens hjemmekamp mod et fynsk hold, der viste fornuftige takter mod Aalborg i premieren, men tabte 1-2 på et mål i slutfasen.

– Vores spil hang godt sammen mod Aalborg og vi hang godt sammen som enhed – i stedet for enkeltmandspræstationer, som vi tidligere har levet meget på. Det var faktisk den bedste kamp hidtil i sæsonen. Vi fik desværre lidt for mange udvisninger, men derudover synes jeg, vi lavede få personlige fejl, vurderede Odense-backen Mads Schaarup overfor Faceoff.dk efter fredagens premiere.

– Vi har tidligere været meget afhængig af få spillere og individuelle præstationer. I år er vi et stærkere kollektiv og alle skal løfte sig. Det kan sagtens blive godt i længden, sagde han.

Aldrig nemt at spille i Frederikshavn, hvor målmand Thomas Lillie håber, at nordjyderne kan bringe mindst samme indsats som fredag i premieren i Esbjerg.

– Vi skal gå ud med samme arbejdsindsats. Vi skal arbejde godt sammen og stå sammen som et hold. Dermed får vi chancer, og mindsker deres muligheder for at sætte os under pres, lyder det fra fra Lillie på whitehawks.dk.

Faceoff 19:00 i Scanel Hockey Arena.

Hold øje med: Mathias Bau var flyvende for Frederikshavn og scorede et stærkt mål i Esbjerg. Han ser ud til at fortsætte formen fra i fjor. Odenses andenkæde med med Sterner, Strandberg og Nielsen dukkede op i kampen mod Aalborg – men først i sidste periode, og det var for sent.

Skader og karantæner: Odense havde fuldt hold i premieren mod Aalborg, hvor træner Johansson gav skift i ny og næ til fjerdekæden. Frederikshavn har stadig Kasper V. Kristensen ude med karantæne (dag to af fire). Kristoffer Lauridsen var heller ikke med. Han blev skadet i Metal Cup-kvartfinalen mod Herlev og er endnu ikke vendt tilbage. Også målmand Christian Larsen (reserve) sidder ude med en skade i lysken.