Før kampen – Metal Ligaen: Kan SønderjyskE generobre eget fort?

Foto: Jan Korsgaard

(Optakt: SønderjyskE-Aalborg Pirates) SønderjyskE har i lange periode haft hjemmebanen – uanset om det var den gamle skøjtehal eller SE Arena – som et fort af dimensioner. Et sted, hvor udeholdet har haft svært ved at vinde.

Men i denne sæson har det været helt anderledes.

SønderjyskE har tabt Metal Cup-kvartfinalen til Rødovre med 1-2. Indledningen i ligaen blev tabt med 3-6 mod samme modstander. De to åbningskampe i sæsonen mod finske Sport fra Vaasa blev tabt, og det samme gjorde en træningskamp mod Esbjerg.

Aftenens modstander fra Aalborg har også været i Vojens i “preseason” og vundet 3-2, så SønderjyskE har altså helt uvant tabt seks hjemmekampe på stribe.

SE Arena er med andre ord et sted, der skal generobres af hjemmeholdet.

– Efter Rødovre-kampen har vi rettet fuld fokus på defensiven. Det er fint, hvis vi vinder bare 1-0 eller 2-1. Nogle af de bedste kampe, vi spillede i preseason, var netop kampene i Tyskland mod Ambri-Piotta og Crimmitschau, hvor vi havde en meget defensiv tilgang til kampene. Det gør alt andet lige arbejdet lettere for vores backer – ikke mindst de mange unge backer, som vi har, siger cheftræner Dan Ceman til sønderjydernes hjemmeside inden kampen.

SønderjyskE vandt netop 1-0 over Herlev i tirsdags og kunne juble over defensiv, der nok var under tryk, men altså formåede at holde sig fri for modstanderscoringer.

Gæsterne fra Aalborg kommer fuld af selvtillid og med en storspillende Ronan Quemener i buret. En virkelig god test for aalborgenserne mod et SønderjyskE-hold, der vil spille tæt og arbejde meget hårdt for at få selvtilliden tilbage.

Stor kamp for Anders Overmark, der efter fire sæsoner i Vojens vender tilbage til sin gamle hjemmebane.

Hvordan står det i øvrigt til med SønderjyskE og Aalborg efter de to første kampe? Lyt til FACEOFF.dk’s PODCAST om METAL LIGAEN LIGE HER: 

Hold øje med: Peter Quenneville har været lige ved og næsten i mange tilfælde i de to første kampe. Får han hul på bylden igen? Hos SønderjyskE skød Thomas Spelling et hav af gange mod Evan Mosher i Herlev tirsdag uden held. I aften måske Quemener måske?

Skader/Karantæner: SønderjyskE fik Nathan Longpre tilbage tirsdag, men var til gengæld uden Niclas Edman. Omfanget af hans skade kendes ikke. Til gengæld var Daniel König Hansen, Tyler Gotto og Rasmus Nielsen stadig fraværende. Kun førstnævnte er i spil til et snarligt comeback. Aalborg har hidtil i turneringen set Daniel Villadsen ude med en skade. Spørgsmålet er, hvornår han bliver klar igen.