Før kampen – Metal Ligaen: Herning har 16-1 mod Rødovre i de sidste tre kampe

(Optakt: Rødovre Mighty Bulls-Herning Blue Fox) Selv om Rødovre reelt er ude af kampen om pladserne i slutspillet, så lægger Mighty Bulls-mandskabet sig ikke ned. Det beviste Rødovre i dobbeltopgørene mod SønderjyskE over weekenden, som holdet fra Vestegnen faktisk var tæt ved at vinde samlet.

Nu endte det med en sejr og et nederlag, og nu er det Herning, der skal drilles. Midtjyderne jagter den vældig omtalte top fire-plads og Rødovre har i den grad en god kamp mod Blue Fox til gode, for i de seneste tre opgør har Herning vundet 5-0, 7-0 og 4-1 over Mighty Bulls.

– Jeg kender mange af spillerne derovre, og tabellen bør ikke få nogen betydning for kampen. De kommer ud og giver den en skalle, for de har også deres kontrakt for næste sæson at spille for, siger Herning-angriberen Lasse Lassen til Herning Folkeblad op mod kampen i Rødovre Skøjte Arena i aften.

Og selv om midtjyderne tabte en af to kampe mod Rungsted i dobbeltopgøret i weekenden, så mener samme Lasse, at Blue Fox har fundet en vis kontinuitet i spillet.

– Det har været en lang proces for os at få noget kontinuitet på holdet, og der har været flere op- og nedture undervejs. Men jeg synes, det går bedre og bedre nu, og vi har ikke de der dyk, som vi havde tidligere. Vi har hævet bundniveauet, siger han – og understreger, at Herning helst skal have ni point ud af ugens kampe mod Rødovre, Herlev og topholdet Aalborg.

Hold øje med: Rødovre skal have styr på defensiv mod et hurtigt skøjtende Herning-hold, og det er vigtigt for hjemmeholdet ikke at give gæsterne alt for megen moral via for eksempel et hurtigt mål. Hos Blue Fox stod Simon Nielsen en stor kamp i søndags og kan lægge et godt fundament for holdkammeraterne ved at fortsætte den stil.