Før kampen – Metal Liga: Topopgør i Rødovre

(Optakt: Rødovre Mighty Bulls-Gentofte Stars) Efter at Rungsted havde teten på Sjælland i sæsonstarten, er Rødovre og Gentofte nu kommet op på lige fod med lynstarterne fra Nordsjælland. Og både Rødovre og Gentofte tog meriterende sejre i tirsdags, så det kan blive et herligt opgør i arenaen i aften.

Rødovres lynskøjtere havde tjek på Stars i Metal Cup- og træningskampe i sæsonstarten, og mon ikke også Jesper Duus dikterer fuld skrue og tungt pres på Stars i aften?

Rødovre spillede en fremragende første periode tirsdag aften, men kom en smule i problemer i Odense, som kampen skred frem, hvilket Jonas Sass også erkendte til Rødovre Lokal Nyt. Han glædede sig i den grad over at have Matthias Asperup tilbage efter et par kampes pause.

Et boost til Rødovre-holdet, mente Jonas Sass, der gennem hele sæsonen har spillet sammen med Asperup.

– Jeg kan roligt sige, at han er en af de bedste på holdet, og kommer videre til en større liga næste år eller næste år igen. Jeg kunne personligt mærke, at han var tilbage, lød det fra Jonas Sass, der selv har leveret en fin sæson for forstadsdrengene.

Hos Gentofte var det Cameron Spiro all over i kampen mod Rungsted. Amerikaneren diskede op med tre mål og en assist og satte sig dermed på kampen. Herlig aften for en mand, der helt sikkert vil blive passet på i aften.

Hold øje med: Men også andre af Gentoftes imports er stærke. Eksempelvis ankermanden i andenkæden Joonas Riekkinen, der leder og fordeler for Spiro og Luis Blak Olsen. Gode folk, Gentofte har hentet i denne sæson. Hos Rødovre skiftes folk til at markere sig. Som altid. Men defensiven er igen hårdt ramt, da Duus kun havde fem backer med til Odense.

Skader/karantæner: Mads Carksen, Rasmus Heine og Kevin Montgomery sad ude for Rødovre tirsdag, hvor Gentofte spillede med hele holdet bortset fra Nicki Kisum og Christopher Nielsen.