Før kampen: Metal Liga – Rasmus Nielsen helt klar til mødet med sin gamle klub

(Optakt: Herning Blue Fox-SønderjyskE) Altid interessant, når de sidste 10-12 sæsoners store toprivaler mødes – også selv om det ikke er gået helt som programmeret for hverken SønderjyskE eller Herning i denne sæson. Kigger man på de seneste kampe, som de to hold spillede mod Rungsted (SønderjyskE) og Esbjerg (Herning) er der dog spillemæssig fremgang at spore.

SønderjyskE kunne tirsdag aften præsentere den tidligere Herning-spiller Rasmus Nielsen på holdet for første gang i sæsonen. Han spiller ganske enkelt uden korsbånd, men med en specialskinne, der holder knæet på plads. Resten overlades til musklerne omkring knæet, som traditionelt er ret stærke hos sportsfolk af Metal Liga-spilleres kaliber.

– Jeg regner med at kunne spille sæsonen færdig, og så må vi se, om en operation er nødvendig derefter. Men indtil er det gået rigtig godt. Jeg mærker ikke til problemer, så det er virkelig positivt, sagde Nielsen til Faceoff.dk efter kampen mod Rungsted tirsdag aften.

– En god kamp, hvor vi fik en rigtig god start og bare kørte på. Måske blev det lidt nervøst i tredje periode, da de fik reduceret, men vi bakkede godt op for hinanden og holdt fast – og lukkede det med en kontrakasse.

Var der ekstra nervøsitet at spore på grund af den seneste tids dårlige resultater?

– Vi vil selvfølgelig gerne, at resultaterne render vores vej, så der var måske lige lidt ekstra, indtil vi kom i gang. Men på den gode måde. Vi har haft modgang i den her sæson, men forhåbentlig kan vi komme styrket ud på den anden side.

– Vi lærer at kigge hinanden dybt i øjnene og se, hvem der kan noget i spændte situationer og mod Rungsted spillede vi en god defensiv kamp, hvor vi fik tacklet godt og ryddet op foran målet, sagde Rasmus Nielsen, der i aften for første gang skal spille på sin gamle hjemmebane.

Det samme gælder i øvrigt Elias Granath, der ligesom Nielsen debuterede tirsdag aften.

“Et brag af en kamp i vente i aften”, skriver Blue Fox-hjemmesiden og herningenserne lagde også fint op i søndags med en helstøbt indsats mod Esbjerg. Og hvem ved? Måske er Lasse Lassen med som en overraskelse hos Herning i aften? Han er ankommet fra Australien og på is igen. En spiller, der kan give Blue Fox-angrebet nye facetter, men lad os se, om det ikke først bliver efter landsholdspausen som tidligere proklameret.

Skader/karantæner: Herning kom til kamp søndag med et firkløver ude i form af Markus Jensen, Mathias Mølgaard, Branislav Rehus og Ales Sova. Hvor mange, der eventuelt er klar, vides ikke i skrivende stund. SønderjyskE’s skadesliste er nu reduceret til Tyler Gotto, Niclas Edman og Casper Mortensen, så det begynder at lysne på den front for træner Ceman.

Hold øje med: Thomas Spelling har ikke været sig selv hidtil i sæsonen, men fik scoret sit første mål tirsdag aften. Måske det kan indløse ekstra billetter fra SønderjyskE-forwarden med fortid i Herning? Hos Herning var de seks udlændinge samlet i to kæder fremad, men stærkt også af den unge tredjekæde med Kristoffer Søgaard, Daniel Nielsen og Thomas Vilstrup at holde for mod Esbjerg.