Før kampen – Metal Liga: Quenneville brandvarm for Aalborg

Foto: Jan Korsgaard

(Optakt: Herlev Eagles-Aalborg Pirates) TV2 Sport er på plads i aften i Herlevs Ørneborg, hvor hjemmeholdet skal forsøge at revanchere sig for det ærgerlige 1-8-nederlag for et par dage siden mod Esbjerg.

Eagles har en smal trup, og det er ekstra hårdt med skader til både Brett Sonne og Kim Staal, men i lange periode kæmper Herlev-mandskabet stærkt og ukueligt. Og det er kun med den attitude, Eagles-mandskabet kan hente point.

Hvem ved, om overraskelsen kommer i aften, hvor topholdet Aalborg er på besøg. Et tophold med en brandvarm Peter Quenneville på holdet. Canadieren er avanceret i pointligaen, hvor han nu er etter, og han scorede to gange mod Rødovre i tirsdag.

Men han er ganske beskeden i Nordjyskes optakt til kampen.

– Jeg har været heldig med den kæde, som jeg er kommet i, for de er gode til at sætte mig i de rigtige positioner. Og lige nu fungerer det bare rigtig godt, siger han.

– Som det er lige nu, har vi øjnene på en topplacering, for vi har spillet til det. Vi har en god keeper i målet, vores defensiv står godt, og i angrebet får vi også lavet de mål, der skal til. Mod Rødovre gav vi debut til to nye spillere, men alle går ind og leverer, siger Peter Quenneville – altså til Nordjyske.

Hold øje med: Lukas Lundvald Nielsen er lige nu en af de farligste angribere hos Herlev. Han var fremme i skøjterne flere gange mod Esbjerg, og måske er det ham, der skal snyde Aalborgs solide forsvar og Ronan Quemener. Lundvald var tirsdag rykket op for at spille sammen med Thomas Søndergaard og Michael Binderup i en nykonstrueret førstekæde.  Aalborg har ikke mindst Quenneville stærkt kørende, men også Tobias Ladehoff var fremtrædende mod Rødovre.

Skader/karantæner: Herlev havde Sonne/Staal ude mod Esbjerg, mens Aalborg måtte undvære en håndfuld spillere mod Rødovre. Lasse Jul Korsgaard er tilbage efter overstået karantæne, men tvivlsomt kryds ud for både Victor Panelin-Borg, Daniel Villadsen, Frederik Jensen og Martin Højbjerg.