Før kampen – Metal Liga: Kan SønderjyskE vende bøtten?

(Optakt: Gentofte Stars-SønderjyskE) Matchen står klokken 19 i Gentofte Skøjtehal, og via Stars’ Facebook kan man sikre sig gratis adgang til kampen.

Det defensivt stærke hjemmehold blev brudt ned af Esbjerg fredag aften, hvor det lykkedes for de forsvarende mestre at score fem gange på Stars, og der er næppe tvivl om, at Dan Ceman og Chris Straube har haft gang i videoen for den kamp for at lure på recepten.

Selv har sønderjyderne rigeligt at kæmpe med. Stadig mange skader nede bagved, og et forwardkobbel, der ikke får skabt nok fremadrettet.

SønderjyskE har kun scoret ni gange i de første fem kampe, og det er slet ikke nok for de normalt vældigt offensiv stærke lyseblå.

Fem af de ni mål er endda kommet i situationer, hvor sønderjyderne i forvejen har været håbløst bagud, og trænerduoen søger stadig efter de rette konstellationer fremad. Der er en form for forløsning, der virkelig mangler at blive fundet for Dan Cemans tropper.

Gentofte Stars har fået det meste ud af det mindste. Trods nederlaget i Esbjerg ligger Stars stadig på fjerdepladsen, og som SønderjyskE’s hjemmeside bemærker, har Stars fået otte point på at score syv mål.

Problemet for Karsten Arvidsen og Olaf Eller er, at der ganske enkelt mangler folk. Tre-fire mand er ude, og derfor kører Gentofte hårdt på nøglespillerne og har kun lige seks backer og ni angribere. Det kan blive for hårdt i længden.

Et defensivt stærkt Stars-hold mod et SønderjyskE-hold, der har brug for point. Det blive næppe en målfest i aften, men tværtimod tæt, intenst og måske lidt nervøst i Gentofte Skøjtehal. Drama med andre ord.

Forhåbentlig udnytter mange tilskuere muligheden for at komme gratis ind, så der kan skabes en bedre ramme om Stars-kampene.

Hold øje med: Stadig mangler der at komme i gang i SønderjyskE’s imports. Der forespørges mål fra spillere som Harrison Reed, Nathan Longpre og Danny Hobbs, der slet ikke har fået noget ud af bestræbelserne endnu. Hos Stars bliver det endnu en test for defensiven og disciplinen og spændende om unge fyre som Svensson og Reese nede bagved kan blive ved at holde tæt.

Skader/karantæner: Gentofte har i de seneste mange kampe været uden Nikolaj Zorko, Nicki Kisum og Christian Hee Foss. Lige nøjagtig der mister Stars muligheden for at diske op med den fjerde angrebskæde. SønderjyskE stillede i Odense uden de fire normalt startende backs Edman, Gotto, Nielsen og Carstensen og i angrebet har unge Casper Mortensen nu været ude i tre kampe.