Før kampen – Metal Liga: Kan Herlev drille rivalerne i derbyet?

(Optakt: Rødovre Mighty Bulls-Herlev Eagles) Rødovre Mighty Bulls rejste sig efter det grimme nederlag i Rungsted og sled sig til en 4-3-sejr tirsdag mod Esbjerg. Og i aften har Rødovre igen hjemmebane og er temmelig stor favorit mod rivalerne fra Herlev.

Sagt på baggrund af det ene træningsopgør mellem de to mandskaber, som Rødovre uden problemer vandt med tenniscifrene 6-0.

Men det skal siges, at Herlev tydeligvis er blevet skærpet siden den kamp. Eagles-mandskabet har spillet tæt med modstanderen i tre og en halv kamp – sådan godt og vel. Det er kun Rungsted, der i en halv time har haft fat i Eagles-mandskabet, så forskellen blev markant.

Herlev-mandskabet er afhængig af godt målmandsspil og en indsats, der ligger næsten over hundrede procent, hvis der skal point på kontoen. Og så skal Eagles-mandskabet bare ned og blokere skud mod et hjemmehold, der vil forsøge at bruge hurtighed og skøjteløb til at skabe de nødvendige chancer.

Mighty Bulls vil komme flyvende fra kampens begyndelse – og netop de første 10-12 minutter bliver med sikkerhed helt afgørende før Herlevs skæbne i det første derby i denne sæson mellem de to naboer.

Hold øje med: Jannik Karvinen var fremragende og matchvinder, da Rødovre mødte Esbjerg tirsdag. Hos Herlev havde Marc Schläger fået chancen mod Rungsted, men mon ikke Mosher vender tilbage i målet i aften? Han bliver en nøglespiller for Eagles.

Skader/karantæner: Rødovre gav debut til Jacob Böll i defensiven mod Esbjerg, hvor Mighty Bulls var uden Rasmus Heine, Mads Carlsen og Kevin Montgomery. Herlev havde fået alle mand klar til kampen mod Rungsted – lige bortset fra de langtidsskadede Kim Staal og Brett Sonne.