Før kampen – Metal Liga: Hurtigløb på skøjter i topkampen i Gigantium

Foto: Jan Korsgaard

(Optakt: Aalborg Pirates-Rødovre Mighty Bulls) Sikke en sæsonstart for Aalborg Pirates, der stadig er ubesejret efter fem kampe. Hvem havde lige troet det?

Herligt med hockeyfeber i det nordjyske, hvor Aalborg i aften skal ud i en virkelig interessant kamp mod Rødovre Mighty Bulls, der også har fået en forrygende sæsonåbning.

Mighty Bulls har svipset med 1-7 i Rungsted, men har altså derudover skaffet ti point og leveret varen til fulde. Og det endda uden en række backs, der har været skadet de seneste kampe.

Således vandt Jesper Duus lokalopgøret mod Herlev med kun fem backer i truppen, men “den gamle” har også været vant til selv at få masser af spilletid på blå linje, så hvorfor ikke overføre den egenskab til egne spillere?

Rødovre-kaptajn Jannik Karvinen forventer følgende af kampen, siger han til klubbens hjemmeside:

– Vi kommer til at møde et godt hold, som har fået en god sæsonstart, og son er hurtige i skøjteløbet – ligesom os. Så vi skal ud og skøjte hurtigere end dem. Vi skal fortsætte med at arbejde som en helhed, fremfor de individuelle præstationer, lyder det fra Mighty Bulls-kaptajnen.

– Vi skal se noget video på deres seneste par kampe. Meget af deres spil kender vi i forvejen, men der er altid noget specifikt, der skal finpudses, siger han ligeledes om forberedelsen.

Aalborg vandt den fremragende sejr i fredags i Rungsted, og træner Reid håber naturligvis, at hans mandskab kan ride videre på bølgen. Det bliver interessant – som Karvinen bemærker – at se duellen mellem to hold, der lægger vægt på skøjteløbet og hurtigheden, som altid har været Rødovres spidskompetence. Kan Pirates-spillerne følge med i aften? Det ligner en underholdende affære i det nordjyske.

Hold øje med: Jonas Sass var flyvende mod Herlev fredag aften, og kæden med Sass, Asperup og Astrup har i det hele fundet en forrygende rytme i den første del af sæsonen. Hos Pirates synes Peter Quenneville for alvor at have fundet målscorergenet frem, og som Faceoff.dk flere gange har påpeget i de seneste måneder, så kan Quenneville med sit cv blive en af ligaens absolut dominerende spillere, hvis han finder sit spil for alvor.

Skader/karantæner: Formentlig stadig et Rødovre-hold uden Mads Carlsen, Kevin Montgomery og Rasmus Heine. Hos Aalborg mangler Lasse Jul Korsgaard med sikkerhed. Han har karantæne. I Rungsted spillede nordjyderne også uden Daniel Villadsen, Victor Panelin Borg og unge Frederik Jensen i forsvaret, hvilket blot gjorde 3-2-sejren endnu mere imponerende. Også Martin Højbjerg sad ude i det nordsjællandske.