Før kampen – Metal Cup: Bjorkstrand med fin fornemmelse

Spændende match i aften på Kvik Hockey Arena, hvor det reformerede Herning-mandskab tager imod Rungsted igen. Det er ikke længe siden, de to hold mødtes i en testkamp, hvor midtjyderne vandt med 2-0. Dengang på to mål af den hurtige franskmand, Nicolas Ritz.

Todd Bjorkstrand står for første gang siden finalerne i 2014 igen i spidsen for et Herning-hold, og at dømme efter en række solide træningskampe, så har Bjorkstrand allerede formået at få holdet på rette vej.

– Vi har haft en god opstart, og vi ser frem til at komme i gang med turneringerne. Jeg har en fin fornemmelse inden kampene mod Rungsted, siger han til Herning Folkeblad i dagens avis – men maner dog til besindighed.

– Vi er først lige startet med en lang proces, og det kommer til at tage lidt tid, før vi er helt sammenspillede som hold. Vi har jo en del nye udenlandske spillere – og en række nye danske spillere – som vi skal have til at fungere sammen, tilføjer Bjorkstrand.

De to hold mødes både i dag og i morgen – og såmænd også på fredag i Metal Liga-premieren. Også en virkelig fin styrkeprøve for Rungsteds drømme om top fire. Et Rungsted-hold, der ser lidt skarpere ud end sidste sæson, både på danskersiden og hos udlændingene.

Måske mangler der lidt bredde, men direktør Thomas Friberg har lovet mere forstærkning fra en høj hylde, og den tidligere Malmö-træner Björn Hellkvist borger for kvalitet. Umiddelbart ser prognoserne ikke helt dårlige ud.

Spørgsmålet er, om papirerne er gået i orden for Kent McDonell. Det vil i den grad give Rungsted et ekstra kort at spille ud i en Metal Cup-kvartfinale, der umiddelbart sagtens kunne nå ud i sjette periode i morgen i Hørsholm, før den bliver afgjort.