FØR KAMPEN: Hvidovre-Rungsted

- Foto: Bluelinemedia.dk -

KAMPEN KORT: Hvidovre har sagt farvel og tak til slutspillet, men spiller i den grad for at redde æren og en sæson, hvor klubben endte med at få langt flere point, end mange havde spået før sæsonen.

En flot præstation af det unge og svenskprægede hold, der sjældent har fået store stryg og har optrådt fair, taktisk glimrende og disicplineret i de fleste kampe. Få kampe tilbage nu, og i aften møder Hvidovre et Rungsted-mandskab, der har alt at spille for.

Rungsted kan nemlig med en sejr rykke forbi Odense i tabellen og på den måde hoppe den frygtelige play in-runde. Det vil give ekstra hvile til spillerne, hvilket vil være værdifuldt i forhold til slutspillet. Rungsted har været presset af skader og har folk, der sagtens kan trænge til et par ekstra dage til at træne og genoptræne.

Så for gæsterne i Hvidovre i aften er det bare med at brænde alt krudtet af.

NØGLESPILLERNE: Nikolaj Rosenthal var mere end brandvarm mod Frederikshavn forleden. Rosenthal spillede ganske enkelt af sin karrieres bedste kampe og sikrede på den måde Rungsted et vitalt bonuspoint. Hvidovre har i den seneste halvsæson haft stor glæde af Victor Cubars, der kan avancere til noget mere og større i den kommende sæson. En spændende spiller.

DET FORVENTER VI: Det er en kamp, Rungsted ganske enkelt skal ud for at vinde. Og alene det faktum betyder, at Rungsted går ind som storfavorit i Allan Villadsen Arena – også selv om nordsjællænderne faktisk har haft besvær med Hvidovre i de seneste to indbyrdes opgør.