FØR KAMPEN: Hvidovre-Odense

Foto: Frank Nielsen

KAMPEN KORT: Vigtig kamp for Hvidovre, der skal “finde” Herlev i tabellen igen, og det gør Hvidovre Fighters kun via en sejr over Odense i aften og et brud på det hjemmebanekompleks, der hersker hos Hvidovre.

Som tidligere nævnt – og det er ikke anderledes nu – har Hvidovre kun hentet fem af 24 point i Allan Villadsen Ishockey Arena, og det må volde træner Enehag kvaler, hvordan han skal få omdannet den statistik.

Ganske sigende så tabte Hvidovre senest hjemme klart mod Odense, men har altså tidligere på sæsonen vundet to gange i overtid i Odense Isstadion, så Hvidovre er et langt stærkere hold ude end hjemme.

Fynboerne kommer fra en uge med tætte kampe hele vejen, og Bulldogs-træner Mikael Gath forventer formentlig heller ikke noget andet i aften.

Meget energi kommer for øjeblikket fra spillere som Yannick Vedel og Sebastian Ehlers, og det er godt for fynboerne, der venter på en tredjemand til førstekæden, der kan give det lille ekstra tilbage til Søren Nielsen og den altid hårdt fightende Dale Mitchell.

NØGLESPILLERNE: Adam Carnestad har godkendte 14 point i 37 kampe. Måske er det ham, der skal give det lille ekstra i aften, hvor Hvidovre skal forsøge at bremse lynhurtige Søren Nielsen hos Odense.

DET FORVENTER VI: Et Hvidovre-hold, der virkelig skal finde balancen og holde tæt i første periode. I de seneste tre hjemmekampe er Fighters blevet overrumplet tidligt i kampen og har kæmpet for at komme tilbage. Bare en uafgjort i de første 20 minutter vil være et moralsk boost for Hvidovre. Meget afhænger af starten.

SKADER/KARANTÆNER: Hvidovre havde Rasmus Hansen tilbage senest, men savner stadig generalen Christian Vaagensø. Odense stillede uden Rasmus Knudsen, der spillede 1. division i weekenden og måske er sat af på Fyn, men derudover fuldt besat fynsk hold i søndags mod Herning.