FØR KAMPEN: Hvidovre-Gentofte

Marlo Mikael Koponen - Gentofte Stars

KAMPEN KORT: Hvidovre Ishockey Fighters står foran en slags skæbneaften. Ikke blot på isen, hvor det er ved at være sidste chance for at hente Herlev, men også uden for isen, hvor kommunens Kultur- og Fritidsudvalg afgør om Hvidovre-organisationen får en halv million eller, om klubben skal ud i en regulær overlevelseskamp, der formentlig venter, hvis forskuddet ikke falder. 

I aften har Hvidovre statistisk set en god mulighed for at hente point i den sportslige dyst om pladsen i play-in.

Det gælder Gentofte, som Hvidovre har slået en enkelt gang i ordinær tid i denne sæson og kun har spillet jævnbyrdige kampe med gennem hele grundspillet.

Så kan Hvidovre-spillerne holde det mentale game på toppen i forhold til situationen udenfor banen, så er der formentlig chancer for at skabe en tæt kamp mod naboerne.

Gentofte må til gengæld komme med en enorm revanchelyst efter det uventede og kæmpestore nederlag mod Frederikshavn på 2-9. Det sker yderst sjældent, at Stars ramler så voldsomt, men måske var det en reaktion på den megen uro i kulisserne på det seneste. Den reaktion måtte jo et eller andet sted komme på et eller andet tidspunkt. 

Det vil ikke ligne Stars at spille to så “kaotiske kampe” i træk.

SKADER/KARANTÆNER: De venter stadig på et Teemu Virtala-comeback i Gentofte, hvor Simon Bergsagel heller ikke spillede den sidste kamp. Hos Hvidovre var Valdemar Kisum, Oliver Persson og Mikkel Hansen ikke med i Rungsted i søndags.

NØGLESPILLERNE: Christian Vaagensø diskede op med to kasser i Rungsted og hans rutine bliver vigtig i aftenens kamp, hvor man også må forvente Teemu Seppänen tilbage på højeste niveau igen i Gentofte-målet.

DET FORVENTER VI: Det må næsten blive tæt for femte gang i serien mellem de to hold. Gentofte skal finde sig selv og spiller formentlig “Safety First”, mens Hvidovre ligeledes kommer til at arbejde ud fra stor disciplin. Det var udvisninger, der kostede afgørelsen i Rungsted søndag.