FØR KAMPEN: Herning-SønderjyskE

Foto: Bluelinemedia.dk

KAMPEN KORT: Hvad kan SønderjyskE i denne sæson? Det spørgsmål er der efterhånden mange, der stiller. Ikke mindst sønderjydernes fans, der på de sociale medier ser mere og mere kritisk på både ledelsen, træneren og holdets formåen. Der er ikke skader mere at falde tilbage på, og et nederlag i Herlev med næsten fuldt hold er ikke noget, der pynter på selvforståelsen i Sønderjylland.

Disciplinen kostede for sønderjyderne i slutfasen i Herlev, hvor en 3-2-føring blev til et nederlag på 3-5, og det har selvfølgelig været et tema i SønderjyskE-rummet.

– Det er bestemt noget vi har snakket om. Vi skal stoppe med at lave de små dumme udvisninger, om de er der eller ej. Vi skal ikke give dommere chancen for at dømme noget, så vi skal skøjte i stedet for at bruge staven, siger Frederik Rasmussen til SønderjyskE’s hjemmeside. 

– Det var ikke et positivt resultat i sidste kamp, men vi kan tage det med, at der er den rigtige arbejdeindstilling på holdet, og at vi skal holde os fra straffeboksen. Fem mod fem er vi meget stærke og spillede for det meste i deres zone, tilføjer han. 

I aften kommer SønderjyskE op mod et Herning-hold, der spillede ganske solidt i 3-2-sejren over Rungsted. 

Midtjyderne bliver ved at hente point, og Herning har i den grad haft styr over SønderjyskE i sæsonen. I den seneste kamp i SE Arena kom sønderjyderne dog tættere på, men endte med at tabe 2-4.

NØGLESPILLERNE: Kyle Wharton har nu både trænet og spillet kamp med sine nye holdkammerater og skal nu træde ind i sin ventede rolle som defensiv forstærkning for SønderjyskE. Hos Herning er det spændende, om Marlo Koponen allerede i aften debuterer med tiltrængt fysisk styrke i Herning-forsvaret.

DET FORVENTER VI: Et SønderjyskE-hold, der efterhånden må kæmpe “for liv eller død”. Sønderjyderne savner i den grad en rigtig succesoplevelse, og den kunne passende komme mod de gamle rivaler fra Herning, der stadig står som den modstander – sammen med Esbjerg – som SønderjyskE helst vil slå. Men er det nok mod det velkomponerede Blue Fox-mandskab. 

SKADER/KARANTÆNER: SønderjyskE med Steffen Frank og Magnus Leth ude senest. Herning manglede senest stadig en god stribe spillere i form af Ludvig Adamsen, Oliver Gatz, Anders Poulsen, Mathias Mølgaard og en Antti Kerälä, der altså er erstattet af Juha Kiilholma.