FØR KAMPEN: Herning-Rungsted

Foto: Jan Korsgaard

KAMPEN KORT: Det er do or die for Rungsted Seier Capital i aften i Herning.

Men der meldes om en rolig og fortrøstningsfuld stemning i Rungsteds omklædningsrum efter det andet sure overtidsnederlag på stribe tirsdag aften. Denne gang relativt tidligt i overtiden i modsætning til første overtid, hvor vi var et godt stykke inde i femte periode.

Bortset fra et par perioder eller tre i den første og anden kamp har Rungsted spillet helt lige op med Herning og fører vel også på point, hvis man skiller de to seneste kampe ud. Her har Rungsted været bedst.

Men Herning fører 3-1 i serien og kan igen i aften disponere over Anders Poulsen, der sad over senest i gyseren i Bitcoin Arena. Det skriver Herning Folkeblad. 

Det betyder, at Hernings angreb bliver endnu bredere, og at Poulsen flyver ind i tredjekæden sammen med Riku Pitkänen og den unge Daniel Nielsen. 

Gedigen forstærkning til hjemmeholdet. 

– Vi skal ikke tænke på omstændighederne. Det er vigtigt, at vi forsøger at spille det spil, vi er gode til, siger Herning-backen Nicolai Weichel til Herning Folkeblad.

– Vi skal selvfølgelig ikke kommet ud med hovedet under armen og jagte derudaf. Vi skal omvendt heller ikke blive for passive. Vi skal holde fokus på det, vi er gode til. Vi har mange dygtige skøjteløbere og en stor speed på holdet, og så skal der arbejdes benhårdt, siger Weichel til avisen.

DET FORVENTER VI: Kontrolleret offensiv fra Herning, der vil undgå at ryge ind i en kontrakniv som i seneste hjemmekamp mod Rungsted (2-7). Derfor tipper vi, at kampen kan blive jævn til det sidste. Måske endda med overtid. 

SKADER/KARANTÆNER: Rungsted manglede senest både Robin Bergman og Mikael T. Christensen, mens Christoffer Lindhøj var tilbage. Herning har Uldall, Koponen og Jessen ude til i aften. 

NØGLESPILLERNE: Kunne være en matchafgørende fyr som Lasse Lassen fra Herning, mens Morten Green har spillet godt på det seneste og måske lige får ramt buret i aften.