FØR KAMPEN: Herning-Rungsted

Foto: Jan Korsgaard

KAMPEN KORT: Historikken taler for, at det er Rungsteds absolut sidste chance for at blande sig i kampen om finalepladsen i eftermiddag i Herning. 

Er man nede 0-3, taler ingen statistik for, at man kommer tilbage, og det er netop, hvad Rungsted skal slås for at undgå i Kvik Hockey Arena efter det ærgerlige nederlag fredag aften på hjemmebane i maratonkampen, hvor ismaskinen kørte galt. 

Det må have været noget af en mavepumper for Rungsted efter et stort comeback i tredje periode, hvor Morten Green og co. kæmpede desperat og gik fra 1-3 til 3-3, inden Branden Gracel altså lukkede festen hele 34 minutter inde i overtiden. 

Rungsted kæmper i dag mod syv hidtidige nederlag mod Herning i sæsonen, og ligeledes mod en Simon Nielsen, der nu er oppe på 20 vundne kampe mod nul nederlag for sæsonen. 

Så skal der brydes statistikker, kan Rungsted lige så godt komme i gang, og spørgsmålet er, om træner Johansson vil bryde mønstre og kæder og kaste det hele op i luften for at give Petri Skriko i den anden boks en overraskelse. 

Kommer Robin Bergman tilbage, vil det i hvert fald give Johansson både bredde og top, svenskeren er et tungt tab for Rungsted, og det samme gælder Mikael T. Christensen.

Midtjyderne fra Herning har vundet seks kampe på stribe i slutspillet og måtte spise pizza klokken 05, da de kom hjem fra den forlængede tur til Rungsted. Ingen grund til at lave noget om for Petri Skriko, hvis offensiv har leveret varen efter nederlaget i den første kvart mod Herning.

I eftermiddag forventes Blue Fox-maskinen bare at kværne videre. Spørgsmålet er, om Rungsted kan få den ned i gear.

DET FORVENTER VI: Herning kommer med fuld fart og selvtillid i første periode og går efter at afgøre kampen hurtigt. Enten lukker Herning kampen tidligt, men hvis Rungsted overlever de første 20-25 minutter, kan det sagtens blive lige så tæt som fredag.

SKADER/KARANTÆNER: Herning fik Jakob Jessen tilbage til kamp tre og spørgsmålet er, om finnerne Koponen og Kiilholma er på vej tilbage. Hos Rungsted var Mikael T. Christensen og Robin Bergman ude fredag aften, hvor Christoffer Lindhøj heller ikke var i opstillingen. 

NØGLESPILLERNE: Kevin Lindskoug kommer under pres i eftermiddag og skal ganske stå sæsonens bedste kamp for at holde Rungsted inde i serien mod Hernings målmaskine. Toni Kallela har været fremragende, og topscoreren fra grundspillet fører nu også pointligaen i slutspillet.