FØR KAMPEN: Herning-Rødovre

Vojens Efterskole
Foto: Jan Korsgaard

KAMPEN KORT: Herning på førstepladsen og allerede inde i Final Four, mens gæsterne fra Rødovre er på nippet til en overraskende kvalifikation i kamp med Aalborg og Odense.

Det tog nogle kampe for Rødovre at få defensiven til at stemme, men siden det lykkedes, har Mighty Bulls-forsvaret og målmand Emil Jidskog nærmest været umuligt at passere.

Fem sejre i de seneste seks kampe med kun et enkelt mål imod i gennemsnit, er en vældig imponerende statistik, og uanset om Jidskog eller en tilsyneladende frisk Ridderwall får buret i aften, er der noget at bygge videre på.

Samtidig kan man også sige, at Rødovre står foran den ultimative test mod ligaens bredeste og stærkeste offensiv. Herning Blue Fox har tre kæder, der kan levere offensivt, og står med 67 scoringer som det suverænt stærkeste hold rent offensivt i Metal Ligaen.

Så Hernings offensiv mod Rødovres defensiv kan sagtens være en overskrift på kampen i aften, hvor Herning dog skal passe på Rødovres stikkende kontrastød med de folk som Astrup, Karvinen og co., der nærmest har spillet sammen i en uendelighed.

DET FORVENTER VI: At Herning kommer hårdt ud og forsøger at presse Rødovres defensiv maksimalt i en kamp mellem de to klassisk skøjtestærke mandskaber. Hvis Rødovre overlever de første 10-12 minutter, bliver kampen helt tæt.

NØGLESPILLERNE: Jan Dalecky var uheldig lige før pausen i Odense, da han på fremragende vis sendte et svirp på sammenføjningen. Måske er der centimeter til tjekken i aften? Hos Rødovre får målmanden en travl aften, og det er i den grad også spændende, hvem der får lov i Mighty Bulls-målet.

SKADER/KARANTÆNER: Ikke den store skadesliste, eftersom der har været mulighed for restitution i landsholdspausen. Men sikkert og vist skulle det være, at Steffen Klarskov er tilbage hos Rødovre Mighty Bulls efter en skade, der kostede ham landsholdets tur til Østrig.

Brøndby intro artikler