FØR KAMPEN: Herning-Herlev

KAMPEN KORT: Ser man tabellen, ligner det en umiddelbar formsag for Herning at sende bundholdet fra Herlev hjem uden problemer.

Men fakta er, at Herlev faktisk står stærkest indbyrdes i de to hidtidige opgør klubberne imellem i Kvik Hockey Arena. Senest de to mandskaber tørnede sammen i Herning vandt Herlev 3-1, og tidligere på sæsonen tvang Eagles Herning ud i overtid.

Så det bliver ikke nogen nem opgave for Herning i aften mod et Herlev-hold, der fik et kæmpe vendepunkt tidligere på sæsonen, hvor fire sejre på stribe gav spillerne lige nøjagtig den selvtillid, de manglede. 

– De ekstra sjove og ekstra spændende kampe står snart for døren, så vi skal se på de sidste grundspilsopgør som muligheden for at skærpe os til slutspillet. Derfor tager vi også kampen mod Herlev meget seriøst, siger Jakob Jessen, en af de unge Herning-backer, til Herning Folkeblad.

SKADER/KARANTÆNER: Herlev har haft mulighed for at spille med fuldt hold i de seneste kampe, mangler dog den tilbagekomne back Max Vilstrup Olesen. Vi streger Oliver Gatz for denne sæson hos Herning, der i tirsdags i Hvidovre spillede uden Christian Silfver, Bjørn Uldall, Mathias Mølgaard, unge Daniel Nielsen og Anders Poulsen. 

NØGLESPILLERNE: Lasse Lassen var i hopla for Herning i Hvidovre, hvor han igen fremviste den målfarlighed, der har præget ham i hele sæsonen. Thomas Søndergaard har spillet en stor sæson for Herlev og arbejder både i defensiven og i offensiven, hvor han assisterede på begge mål mod Esbjerg tirsdag.

DET FORVENTER VI: Det er som udebanen i Herning passer bedre til Herlev end “Ørneborgen”, når de to hold mødes. Solid kontrahockey og ikke mindst stor disciplin er nøglen for Herlev, hvis der skal point med hjem i bussen. Vi har flere gange set, at det er “alt eller intet”, når Herlev er i Jylland. Hvad bliver det i aften?