FØR KAMPEN: Herning-Aalborg

Vojens Efterskole
- Foto: Bluelinemedia.dk

KAMPEN KORT: Udebaneafsnittet er totalt udsolgt, Aalborgs fans håber igen på udsolgt. Herning-borgerne kommer formentlig så meget ud af deres huse, at der også bliver udsolgt i resten af Kvik Hockey Arena, så vi får den rette finaleatmosfære til denne femte og for Herning igen svært vitale kamp. 

Det var kun det første bjerg, som Skrikos mandskab besteg fredag aften, men det gav troen tilbage i den midtjyske lejr.

– At skulle gå på sommerferie efter 0-4 havde ikke været til at bære. Nu fik vi endelig vist det spil, som vi kan. Det her er ikke bare en sejr til vi spillere. Det er en sejr for hele klubben og ikke mindst for vores mange fans. Det var så vigtigt, sagde Lasse Lassen til Herning Folkeblad efter en kamp, hvor Blue Fox havde marginalerne med sig og kørte sejren hjem efter tre hurtige mål i anden periode. 

– At vi fik det første mål, vender det hele på hovedet. Vi fik troen, og de begyndte måske at tvivle en lille smule. Samtidig havde vi noget af det held, vi har manglet. Det kommer også af, at vi selv jagter det. Man skal ofte gøre sig fortjent til heldet, sagde Herning-træner Petri Skriko – også til Herning Folkeblad.

Aalborg har stadig matchbold i serien, og derfor var stemningen ganske fortrøstningsfuld trods nederlaget fredag, forklarer Jeppe Holmberg til Nordjyske.

Holmberg har i øvrigt vundet guld med Esbjerg de seneste to sæsoner, så han ved, hvad det drejer sig om.

 – Nej, vi fik faktisk stadig en god del ros, for vi har jo også leveret en virkelig stærk serie indtil nu, og vi var faktisk også tæt på at komme tilbage. Vi har nogle chancer, der nærmest danser på målstregen i de sidste minutter. Og jeg kan love dig for, at jeg også kan holde en fest søndag, hvis det skulle lykkes at blive mestre der, sagde han.

NØGLESPILLERE: Lasse Lassen kom i gang for Herning og spillede en flot kamp for midtjyderne. Kan han fortsætte med at ramme plet, kan hans målfarlighed blive en kamp seks værd for midtjyderne. Hos Aalborg droppede Tadeas Galansky fælt på Patrick Madsens mål i fredags. Det er der ikke råd til i så tætte kampe som nu.

DET FORVENTER VI: Aggressivt, offensivt Herning-spil i forsøget på at gribe momentum fra fredag. Desto længere Aalborg holder stand, desto større er muligheden for en guldfest i postnummer 9000 i aften. Eller skal vi have en kamp seks på tirsdag? Intet formentlig afgjort før i de sidste tyve minutter.