FØR KAMPEN: Herlev-SønderjyskE

Vojens Efterskole
Foto. Jan Korsgaard

KAMPEN KORT: Uha, Herlev. 1-12 i Frederikshavn fredag aften var sæsonens hidtil største lussing til forstadsmandskabet, der i den grad faldt igennem i det nordjyske. Der er næsten ikke råd til mere af den slags for Herlev, der er kommet yderligere under pres efter Hvidovres sejr i torsdags mod Esbjerg.

Selv om SønderjyskE slog samme frederikshavnerhold 3-2 søndag aften, er der næppe tvivl om, at Herlev går ind til matchen med lugten af mulighed for point mod et stadig svækket SønderjyskE-hold, der stadig har fire-fem centrale angribere ude af spillet.

Men sejren søndag aften gav til gengæld en kæmpe skud selvtillid til de lyseblå.

– Vi skal tage det simple spil med til Herlev og det hårde arbejde. Det er på hårdt arbejde og simpelt spil, vi skal vinde kampe lige for tiden. Så gameplanen i morgen er det sammen, simpelt og hårdt igennem alle 60 minutter og forsøge at holde os fra udvisningsboksen, hvor vi har brugt lidt for meget tid, siger SønderjyskE-angriberen Thomas Spelling til klubbens hjemmeside.

DET FORVENTER VI: Et Herlev-hold, der kommer flyvende ud til matchen og forsøger at komme godt fra start og ryste sønderjyderne. Det kunne sagtens ende med en jævnbyrdig og tæt dyst, hvor koldblodighed i kampens sidste fase bliver afgørende.

NØGLESPILLERNE: Det er en aften som i aften, at Herlevs topfolk som Brett Thompson og Kim Staal skal slå til. Ganske enkelt. Netop ovennævnte Thomas Spelling mangler lige nøjagtig at ramme det mål eller to, der skal give ham selvtilliden tilbage. Det vil være vigtigt for SønderjyskE-skarpskytten.

SKADER/KARANTÆNER: Sønderjyderne har måske Kevin Henderson med tilbage, men ellers mangler Derek Damon, Steffen Frank, Greg Gibson og den karantæneramte Ronnie Brobak. Søren Dau er af civile årsager også for det meste kun med på hjemmebane. Ludvig Adamsen og Frederik Høeg var de eneste to spillere, der var savnet hos Herlev i det forfærdelige nederlag i Frederikshavn i fredags.

 

Brøndby intro artikler