FØR KAMPEN: Herlev-SønderjyskE

#17 Frederik Bjerrum - Herlev Eagles

KAMPEN KORT: Da de hold senest mødtes, vandt Herlev i SE Arena, så Eagles-spillerne kommer stensikkert ind til kampen i aften med optimisme og tro på tingene.

Herlev vandt den vitale kamp mod Hvidovre før pausen, men tabte derefter både til Frederikshavn og Rungsted. Sidstnævnte kamp med 1-6, hvor cifrene dog var større til Rungsted end spilfordelingen. 

På gode er der power i alle tre kæder hos Herlev, og det er forstadsholdets chance at gå ud og lægge pres på den sønderjyske defensiv, der har været Vojens-mandskabets problem i store dele af sæsonen.

Den del af spillet bliver dog formentlig forstærket i aften, hvor Kyle Wharton forventes at debutere for sønderjyderne. 

– Det gælder for os om at spille 60 gode minutter uden udsving. Vi går selvfølgelig benhårdt efter 3 point, for vi går ind i en periode hvor tingene skal spilles til inden slutspillet. Vi har haft en sæson med en masse nederlag, så der er ingen tvivl om at vi skal forsørge at hive point hjem i de resterende kampe. Vi ved nemlig, at vi kan spille rigtig god ishockey, så det handler for os om at gøre det kontinuerligt, siger SønderjyskE-backen Rasmus Nielsen til klubbens hjemmeside.

DET FORVENTER VI: Et helt åbent slag i Herlev, hvor hjemmeholdet vil komme med alt hvad remmer og tøj kan holde for at skabe en god start på kampen. Det kan sagtens blive fysisk i Ørneborgen, hvor sønderjyderne er tæt ved at være ved fuldt hold og måske har alle folk friske til kamp. 

NØGLESPILLERNE: Patrick Dwyer leverede en fremragende start på sin tid i Vojens, men er siden forsvundet en smule fra overskrifterne. Også på grund af skade. Starter han en ny god stime i aften? Hos Herlev må vi endnu engang kippe på hjelmen over Frederik Bjerrum, der står med hele 41 point i 40 kampe. Han er altså på en delt sjetteplads på topscorerlisten i Metal Ligaen. Klasse.