FØR KAMPEN: Herlev-Odense

KAMPEN KORT: Odense er ude i en skæbnekamp i aften, og har for første gang i 2018 alt at vinde. Sæsonen står på spil for den fynske ishockeystolthed i aften, så hvis spillerne vil og har lysten til det, er det altid at give remmer og tøj og alt andet i aften i Ørneborgen.

Der er næppe tvivl om, at Bulldogs skal finde langt mere intensitet i spillet end lørdag aften på hjemmebane. Her var Odense næsten kun på stikkerne i minutterne efter 1-1 og 3-4-scoringerne og skal passe på ikke at blive overrumplet i Herlev i aften. 

– Vi har lavet for mange personlige fejl. Store personlige fejl. Vi synes egentlig, at vi i de to første kampe får produceret store chancer, men vi mangler effektiviteten. Og det kan godt blive lidt forkrampet, når selvtilliden mangler, og man får måske ikke skudt det rigtige sted. Omvendt, så går pucken bare ind nogle gange, når det hele kører, siger Mads True, Odenses assisterende træner, til Fyens Stiftstidende, op til kampen.

Han hentyder naturligvis her til de store svipsere, der kostede målene til 1-2 og 3-5 lørdag aften på tidspunkter, hvor Odense var lige ved at komme tilbage i kampen. Det skal undgås i aften. 

Hvad med Herlev? Opportunistiske og pågående fremad i lørdags, men stadig med store disciplinære problemer og alt for mange udvisninger af den unødvendige slags. Det er nøglen for JP MacCallums mandskab at holde sig fra boksen og levere 60 minutters koncentration.

Så kan drømmen om den første kvartfinale i fire sæsoner blive til virkelighed i aften, hvor Ørneborgen med sikkerhed bliver fyldt godt op. 

SKADER/KARANTÆNER: Det er værd at bemærke, at Herlev har vundet de to første kampe uden Brian Birkhoff, Holden Anderson og lørdag Tobias Ruelykke. Det sendte Mikkel Ankjær ned på en back i Odense lørdag. Mangler de tre spillere plus Kim Staal, så kan benene måske blive trætte hos Herlev i aften mod et Odense-hold, der kun har Nick Walters siddende ude efter skaden, han pådrog sig i første kamp i serien.

NØGLESPILLERNE: Karl Beckman er avanceret til absolut førsteback hos Herlev i importvennernes fravær. Beckman er dygtig, spiller med fornuft og scorede endda lørdag aften. Havde formentlig godt af en hviledag i går. Hos Odense skal spillere som Vedel, Ehlers, Bjerrum og Søren Nielsen træde frem i lyset i aften. Ikke mindst Søren Nielsen kan vinde en kamp i Herlev med sit tempo. 

DET FORVENTER VI: Herlev vil komme med alt og kaste sig frem i hver eneste tackling fra start for at ryste gæsterne og ikke mindst for at få publikum med sig. Er det tæt i Ørneborgen, kan stemningen blive rigtig giftig for udeholdet. Så Odense skal overleve starten og gør fynboerne det, bliver kampen tæt frem til slut. En gyser.