FØR KAMPEN: Herlev-Aalborg

Tobias Maximilian Ladehoff - Aalborg Pirates - Foto: Bluelinemedia.dk

KAMPEN KORT: Det ligner umiddelbart en smal sag for Aalborg at køre den her hjem.

Seneste indbyrdes møde mellem de to klubber endte med 13-1 til nordjyderne, der pt. er i forrygende form og synes at finde det afgørende mål næsten i hver kamp.

Men da de to hold senest tørnede sammen i Herlev, blev nordjyderne kørt ud af hallen. Herlev vandt med stensikre 5-2 og havde hele vejen igennem godt fat i Aalborg.

Så afskriv aldrig Herlev, der for nylig spillede en god kamp hos Aalborgs topkolleger fra Herning og fik rosende omtale af modstanderen.

– Respekt til Herlev. Det viser bare igen, igen at man ikke skal kigge på stillingen. De har mange kvaliteter på deres hold og blandt andet en dygtig målmand (Evan Mosher, red.). De kæmpede hårdt hele vejen, og det er typisk for det her tidspunkt på sæsonen, sagde Herning-træner Petri Skriko om Herlev efter kampen i fredags, der endte 2-0 til Herning. 

DET FORVENTER VI: Et Herlev-hold, der kommer aggressivt ud og vil forsøge for enhver pris at få det første mål. Sker det ikke, bliver det svært mod et Aalborg-hold, der bare kværner som en maskine for øjeblikket.

NØGLESPILLERNE: Frederik Bjerrum er en mand, der skal levere gennembrudskraft og det lille ekstra, som Herlev skal bruge, hvis Aalborg skal trues. Hos Aalborg havde Clay Anderson den perfekte sidste uge med scoringer og afgørende aktioner i begge 2-1-sejre mod Frederikshavn og Rungsted. Vigtig mand for øjeblikket.

SKADER/KARANTÆNER: Herlev kørte med fire hele kæder i Herning i fredags, mens Aalborg stadig samme aften skrev Nicolaj Carstensen, Martin Højbjerg, Kristian Kodal og Martin Højbjerg på skadeslisten.