FØR KAMPEN: Frederikshavn-Odense

Foto: iShoot.dk

KAMPEN KORT: Frederikshavn fik en kæmpe forløsning med 9-2-sejren i Gentofte efter en række kampe, hvor nordjyderne ganske enkelt havde haft svært ved at score mål og finde de afgørende momenter. Det resulterede i en række tætte nederlag og lidt krisesnak i Vendsyssel. 

Den kan i første omgang forstumme, hvis Frederikshavn vinder i aften over et Odense-mandskab, der har været i frit fald siden Final4-slutrunden i Herning. 0-6-nederlaget i Rødovre senest var det fjerde på stribe. Målscoren i de fire kampe har været 3-15.

Læg dertil, at Final4-deltagelsen resulterede i et nederlag på 0-7 mod Rungsted. 

– Man har godt kunnet mærke på holdet, at selvtilliden mangler lidt. Vi har egentlig spillet nogle gode perioder, synes jeg, men når det så går lidt galt, så går det ofte også meget galt. Og det er selvfølgelig noget, vi taler om og forsøger at få styr på, siger Odenses assisterende træner Mads True til Fyens Stiftstidende før kampen. 

Spændende hvad hovedtræner Mikael Gath og Mads True finder på i aften i forhold til kæderne. Er det tid til at ryste posen totalt, eller er det for usikkert frem mod nøglekampen mod Rungsted på fredag?

DET FORVENTER VI: Et Frederikshavn-hold, der vil komme stormende fra start og forsøge at udnytte Odenses akutte problemer og den selvtillid, nordjyderne tankede mod Gentofte. Odense skal overleve første periode for at holde sig i kampen.

NØGLESPILLERNE: Meget står og falder med Robin Rahm hos Odense. Den svenske målmand har ikke vist topform på det seneste, og straks det sker, får Bulldogs problemer. Hos Frederikshavn vil brandvarme Cam Spiro forsøge at følge op på sine fire mål fra tirsdag.

SKADER/KARANTÆNER: Odense manglede Christian Larsen, Asger Petersen, Jamie Lewis og Jacob Wittendorf i Rødovre for nylig. Rasmus Knudsen synes permanent ude af truppen. Frederikshavn var fuldtallig i kampen i Gentofte.