FØR KAMPEN: Frederikshavn-Herning

KAMPEN KORT: Frederikshavn er et af de få hold, der har haft det rigtig godt mod Herning i løbet af sæsonen. Nordjyderne har to sejre og et nederlag at se tilbage på – tydeligst den famøse 8-2-sejr tilbage i oktober, som de ikke har glemt i Frederikshavn.

Siden har styrkeforholdet været tilbage i det “normale” med to jævnbyrdige kampe, men man fornemmer stadig, at Frederikshavn har et eller andet mentalt overtag mod Herning.

Om fornemmelsen er korrekt, finder vi ud af i aften i Scanel Hockey Arena, hvor det er to velkørende mandskaber, der mødes.

Frederikshavn står med 12 point i de seneste fire kampe, mens Herning har 10 point for samme periode. Og begge hold har ganske meriterende sejre at se tilbage i fredags, hvor Frederikshavn vandt i Esbjerg, mens Herning vandt hos ærkefjenden SønderjyskE, hvor intensiteten altid er stor.

Nordjyderne synes at have fundet en Mario Simioni-stabilitet, hvor der spilles ud fra en defensiv, der efterhånden er blevet sikker nok til at understøtte den offensiv, der er blevet bedre, som sæsonen skrider frem. Der stilles ikke så mange spørgsmål i Vendsyssel mere som i starten af sæsonen.

Herning drøner bare af sted i en solid offensiv stil, der giver stor underholdning, hvor midtjyderne kommer frem. Også i aften i Frederikshavn, eller bliver det med større fokus på defensiven i aften, hvor White Hawks står på den anden side?

NØGLESPILLERNE: Markus Jensen spillede en stor kamp i Vojens fredag og fik gang i produktionen igen. Fortsætter han i aften. Hos Frederikshavn var Kristoffer Lauridsen flyvende i Esbjerg. I aften møder han sine gamle holdkammerater.

DET FORVENTER VI: En tæt kamp hele vejen igennem, ingen frie millimeter på isen. Frederikshavn har en lille favoritværdighed.

SKADER/KARANTÆNER: Herning har Daniel Nielsen og Jacob Jessen i USA til U20-VM og har altså længe haft Bjørn Uldall, Daniel K. Nielsen, Oliver Gatz, Lasse Duga, Andreas Pade, Kristoffer Søgaard. Senest har Mathias Mølgaard skrevet sig på skadeslisten. Frederikshavn spillede uden Marcus Pedersen i kampen i Esbjerg.