FØR KAMPEN: Esbjerg-SønderjyskE

Foto: Bluelinemedia.dk

KAMPEN KORT: Lokalbrag med tidlig kampstart i Esbjerg sidst på eftermiddagen. Allerede klokken 17:30 spiller vestjyderne og sønderjyderne i en kamp med masser på spil for begge hold. 

Esbjerg i trit til både top fire og top seks, mens SønderjyskE har et lille håb om at få fat i Gentofte på ottendepladsen og dermed sikre sig en fordel i play-in. 

Begge parter tror på en tæt kamp:

– SønderjyskE var stærke og klar fra start, da vi sidst mødte dem i Vojens. De har leveret flotte indsatser i de seneste kampe, så vi må være indstillet på, at de er klar fra start. Men vi spiller hjemme. Det er et lokalopgør og her kan alt ske, så det hold som bedst udfører game-planen og som arbejder hårdest, vil med stor sikkerhed løbe med sejren, siger Esbjerg-træner Mark Pederson i klubbens kampoptakt.

– Vi jagter en ottendeplads, og Esbjerg jagter en fjerdeplads. Det bliver helt sikkert intenst og en kamp, som begge hold vil gøre alt for at vinde. Oveni er det jo også et klassisk lokalopgør, siger SønderjyskE-forward Steffen Frank, der efter en lang skadespause er vendt fornuftigt tilbage i de seneste kampe. 

– Det var planlagt, at jeg skulle sidde over i Hvidovre, så det hele skrider planmæssigt frem. Jeg føler mig godt tilpas, og selvfølgelig var det dejligt at få scoret, men vigtigst af alt, så fik vi en sejr mod Gentofte. Ser man bort fra de sidste ti minutter, så spillede vi en god kamp mod Gentofte og fik fulgt op på de gode udekampe i Herning og Hvidovre, siger Frank til soenderjyske.dk.

NØGLESPILLERNE: Netop Steffen Frank ser ud til at være en mand, der har givet SønderjyskE fremgang i de seneste kampe. En mand, der skal bære og hjælpe specielt de danske spillere hos SønderjyskE. Hos Esbjerg har Michael Fine været skarp på det seneste og leverede to mål i Herlev tirsdag aften. 

DET FORVENTER VI: Nøjagtig som parterne forudsiger. Tæt, jævnbyrdigt og dramatisk. En generalprøve, hvis de to hold også skulle tørne sammen i slutspillet. Det kunne godt blive en overtid.

SKADER/KARANTÆNER: Formentlig er Thomas Spelling ude for SønderjyskE, der også havde Magnus Leth Nielsen ude tirsdag aften. Hos Esbjerg manglede Anders Koch i backlinjen i sejren over Herlev.