FØR KAMPEN: Esbjerg-Rungsted

Foto: Jan Korsgaard

KAMPEN KORT: Esbjerg og Rungsted delte i går i en glimrende ishockeykamp som faktisk beviste, at begge hold gerne vil gå efter bronzen. Esbjerg for at forlænge sin streak, Rungsted for igen at komme på medaljetavlen efter mange år i skyggen. 

Esbjerg-træner Mark Pederson kaldte på stoltheden hos spillerne op til den første bronzekamp, og beskrev i JydskeVestkysten sine følelser omkring matcherne på ganske fin vis. 

– Det er helt rigtigt, at det her først og fremmest er en mental prøvelse. Det er altså hårdt at skulle sådan et par kampe tre døgn efter, man har mistet muligheden for at blive dansk mester. Vi skal se sådan på det, at vi har muligheden for at vinde en medalje for fjerde sæson i træk. Det er også en præstation, og selv om vi er skuffede nu, vil det her give os en chance for at slutte sæsonen som vindere, siger han til avisen. 

Hos Rungsted gælder det igen i dag en ærefuld afslutning for Morten Green, der nu uigenkaldeligt spiller sin sidste ishockeykamp. 

Og mon ikke kaptajnen – og hans holdkammerater – vil gøre alt for at vinde den sidste og derefter takke af med en medalje. 

Historiske Rungsted, der i sin tid sloges mod KSF om de første danske mesterskaber tilbage i 60’erne, har haft medaljetørke siden bronzen i 2003.

DET FORVENTER VI: Underholdning, åbent spil og masser af offensiv fra begge mandskaber. Det bliver først afgjort i tredje periode. 

NØGLESPILLERNE: Nikolaj Rosenthal ville elske at afgøre den sidste kamp i sæsonen for Rungsted. Esbjerg har savnet mål fra Justin Crandall gennem slutspillet, måske i aften inden det kan være slut i Vestjylland for amerikaneren.