FØR KAMPEN: Esbjerg-Odense

Foto: Jan Korsgaard

KAMPEN KORT: Så genstarter vi den hektiske Metal Liga og arbejder os stille og roligt frem mod slutspillet og i første omgang playin. Den ekstra omgang slås Esbjerg for at undgå, mens Odense stadig ligger relativt lunt i svinget i kampen om både top fire og top seks.

Der er dog ingen tvivl om, at de andre mandskaber lugter blod efter at have set Odense gå fuldstændig ned med mand og mus i Metal Final4-semifinalen lørdag eftermiddag, hvor det blev til 0-7 mod Rungsted.

Et uvanligt sammenbrud for Odense, der ikke mindst via Robin Rahms solide målmandsspil plejer at holde sig inde i de fleste kampe.

På Fyn venter man i spænding på, om Ned Lukacevic kommer i spil. Han har montenegrinsk pas ifølge Eliteprospects.com, så han burde kunne hoppe nogle procedurer over.

De fleste danske ishockey-iagttagere afventer også Esbjerg: Får Mark Pederson “trykket på knappen” også i denne sæson og topper frem mod og i slutspillet, eller er det et Energy-hold, der ikke helt så stærkt som i tidligere sæsoner? 

Det bliver spændende at følge de kommende uger. Adam Miller er næppe blevet klar for Esbjerg, grundet papirerne og hans amerikanske pas.

NØGLESPILLERNE: Robin Rahm stod – mod normalen – ikke en særlig god kamp i lørdags. Den svenske keeper i topform er det vigtigste element, hvis Odense skal have noget ud af indeværende sæson. Hos Esbjerg har det de seneste sæsoner været sådan, at relativt anonyme imports er begyndte at ramme formen på det her tidspunkt af sæsonen. Michael Fine har 15 point i 39 kampe. Måske slår han til nu?

DET FORVENTER VI: Et Esbjerg-hold, der vil forsøge at spille pointene hjem fra offensiven og vil forsøge at såre Odense så hurtigt som muligt i kampen. Vestjyderne favorit, og Odense skal overleve de første 20 minutter og finde sig selv efter pokalblamagen i lørdags. Formentlig dikterer Mikael Gath stram defensiv disciplin og struktur som det første.