FØR KAMPEN: Aalborg-Herning

Foto: Bluelinemedia.dk

KAMPEN KORT: To formstærke mandskaber med masser af selvtillid mødes i aften i Gigantium Isarena, og det kan knapt undgå at blive en god ishockeykamp. I den seneste kamp mellem de to mandskaber, spillede Aalborg sæsonens bedste kamp, men måtte alligevel se sig slået i overtid i sidste øjeblik. Revanche i aften? Der er Halloween-tema i Gigantium i dagens anledning, så spændende om gæsterne lader sig skræmme.

I hvert fald har træner Petri Skriko behørig respekt for modstanderen:

– Vi så mod Frederikshavn i fredags, at man altså skal være tilstede hele tiden. I anden periode, da vi førte 2-0, var det lidt som om, at spillerne tænkte, at nu var det afgjort. Så kom der nogle personlige fejl, og så stod det pludselig 2-2. Det understreger bare, at der skal arbejdes hårdt hele kampen. Ellers står det andet hold klar til at svare igen, siger Petri Skriko, Herning-træner, til aoh.dk.

Han har den unge målmand Malte Jansen med som backup i stedet for en skadet Simon Nielsen.

NØGLESPILLERNE: Unge Daniel Nielsen kom tilbage fra en kort skadespause med mål mod Frederikshavn i fredags for Herning. Har spillet sig ind som fast mand hos Blue Fox. Scorer han i aften igen? Hos Aalborg synes Kirill Kabanov for alvor at have fundet vej til målscoringen og har formentlig brugt den tid, han skulle, på at spille sig i rytme til dansk ishockey.

DET FORVENTER VI: To hold, der vil frem over isen og angribe – og egentlig kan gøre det uden at have nerver på. Begge hold har masser af selvtillid og vel intet at tabe. Det ligner et god gang underholdning.

SKADER/KARANTÆNER: Herning altså uden Simon Nielsen og de stadig skadede Kristoffer Søgaard og Oliver Gatz. Tobias Ladehoff, Bjarke Møller, Sebastian Brinkman og Henry Hardarsson var ude for Aalborg fredag mod Herlev.