FØR KAMPEN: Aalborg-Herning

- Foto: Bluelinemedia.dk

KAMPEN KORT: Sikke et drama, vi har i vente i Cool East Arena i aften. Er serien vendt? Kan Herning gøre det umulige? Finder Aalborg sig selv igen? Hvem har marginalerne? Hvem scorer det tilsyneladende vildt vigtige første mål? 

Spørgsmålene er mange, der er udsolgt og kampen begynder allerede klokken 18 i dag. TV2 Sport har Prins Henrik Cuppen i studiet på besøg – formentlig – og begynder sin udsendelse klokken 17:30, hvor der bages op i studiet. Herligt.

Vi har fået noget, der ligner en helt åben finaleserie. En serie, der ellers begyndte med en flad fornemmelse og muligheden for, at det for første gang siden 2010 ville blive 4-0 til guldvinderne. 

Men et stærkt Herning-comeback til “guldfesten” i fredags i Aalborg vendte momentum. Eller gjorde det? Og betyder traditionen noget i den her forstand, hvor de 37 år uden guld pludselig begynder at spøge i det nordjyske igen.

– Vilje blev afgørende i søndags. Vi kæmpede hårdt, og det var vi nødt til mod et godt Aalborg-hold. Og så havde vi Simon Nielsen i målet. Han havde jo et ton gode redninger, sagde Blue Fox-træner Petri Skriko til Herning Folkeblad efter kampen i søndags, hvor han havde set sit hold være i problemer i første periode, som endte 0-0. 

– Jeg sagde: »Keep believing« i pausen. De har tilbragt meget tid i vores zone, men de har ikke skabt så mange store chancer. Lad dem bare spille i hjørnerne, så længe vi kontrollerer midten. Vi skal bare holde os i live, så skal der nok komme chancer til os, lød det fra Blue Fox-træneren, der vurderede, at det første mål blev uhyre vigtigt og løsnede op for den nervøsitet, der måtte have været hos herningenserne. 

Hvad med Aalborg? Der må være lidt nervøsitet efter to nederlag på stribe, men nordjyderne har også bevidstheden om et gigantisk hjemmepublikum i ryggen fra start, og ikke mindst så snart, Pirates eventuelt kommer foran. Så der skal ikke meget til for at vende nervøsitet til eufori, og det vil Brandon Reid formentlig prædike på sin stille og rolige måde op til matchen. 

Spændende om Reid finder anledning til at ændre i kæderne efter de to nederlag. Måske for at drille Petri Skriko rent taktisk, måske for at give en chokeffekt i spillertruppen. Lad os, når opstillingerne bliver offentliggjort. 

DET FORVENTER VI: En kamp, der er målløs langt hen ad vejen. Forsigtighed og ventet på første mål og ikke mange udvisninger. Skal vi gætte på at ballet åbner for alvor efter en halv times tid?

NØGLESPILLERNE: Simon Nielsen har vundet målmandsduellen klart på point i de seneste to kampe, og skal Aalborg vinde i aften, kræver det en fejlfri Galansky. Ganske enkelt.