FØR KAMPEN: Aalborg-Herlev

Foto - Bluelinemedia.dk

KAMPEN KORT: Aalborg Pirates har revanche til gode i onsdagens enlige Metal Liga-kamp, hvor Herlev kommer på besøg.

Da de to hold senest tørnede sammen, vandt Herlev helt uden problemer på hjemmebane i Ørneborgen, så den sejr vil forstadskøbenhavnerne forsøge at gentage i aften. Men det bliver vanskeligt mod et Aalborg-hold, der synes på vej fremad i form.

Hvad der er mindst lige så vigtigt er, at Aalborg stille og roligt begynder at få skadede spillere klar og dermed større bredde i truppen, der bliver fuldendt, når Peter Quenneville bliver klar til kamp.

Måske “Pistol Pete” allerede debuterer i aften?

Herlev Eagles så Hvidovre snuppe en enkelt pind i aftes mod Gentofte og dermed skærpe kampen i bunden. Herlev-mandskabet spiller lige op med alle for øjeblikket og var endda svært uheldige mod Herning lørdag, hvor både annullerede mål og en stærk Albert Adamsen betød, at Herlev tabte 2-3 i ordinær tid.

NØGLESPILLERNE: Brett Thompson og Holden Anderson stod bag begge Herlevs mål mod Herning. Fortsætter de festen i aften? Hos Aalborg bliver Martin Lefebvre ved at imponere, senest med sin scoring til 2-1, der gav Aalborg bonuspointet i Rungsted. En af Metal Ligaens skarpeste backer.

SKADER/KARANTÆNER: Herlev har Christoffer Gath til U20-VM, mens Mike Daugulis ikke var med mod Herning lørdag. Aalborg har Tobias Ladehoff og Bjarke Møller ude.

DET FORVENTER VI: Et Aalborg-mandskab, der vil arbejde hårdt for at sætte Herlev under pres fra kampens start. Spiller Herlev frisk til, eller sætter ørnene ind med en solid defensiv? Det første kvarter kommer til at definere kampen.