FØR KAMPEN: Aalborg-Frederikshavn

Vojens Efterskole
- Foto : Bluelinemedia.dk

KAMPEN KORT: Frederikshavn er som det eneste mandskab bagud 0-2 i kvartfinalerne efter to kamp. Stor opgave dermed i dag i Gigantium, hvor arenaen formentlig igen vil være tæt på udsolgt. Der er hockeyfeber i Aalborg, mens White Hawks altså skal rejse sig efter 2-3 søndag eftermiddag.

Defensiven må stå sin prøve for White Hawks i tredje kamp, da Ales Sova endnu ikke har deltaget i serien, og Mark Müller måtte se kamp to fra tilskuerpladserne.

Derfra kunne de se en lidende Mads Larsen forlade isen i tredje periode med store smerter i arm/hånd. Ifølge Kanal Frederikshavns oplysninger har det resulteret i et brud på hånden. 

Derfor skal Thomas Lillies storspil fra de to første kampe, for alvor spille tirsdag aften, hvis White Hawks ikke vil have en 0-3 imod, hvilket aldrig i dansk ishockey er lykkedes at komme tilbage fra. 

Spændende i øvrigt, om Mario Simioni finder anledning til at ryste posen og måske bruge Anthony DeLuca i en større rolle end hidtil i serien. DeLuca har ageret 13. forward i de to første kampe. 

I det andet ringhjørne står et Aalborg-hold, der stille og roligt har kørt to etmåls-sejre hjem og synes at være i fin harmoni. 

Christopher Frederiksen udtrykte Aalborg-spillernes fornemmelser omkring de to første kampe ganske godt i Nordjyske efter kamp to i søndags.

– Langt hen synes jeg, at der en kamp, som vi har helt under kontrol. Vi giver dem så en lillefinger til sidst, og de er lige ved at tage hele hånden. Men jeg synes klart, at vi var det bedste hold. Vi fik mange pucke på mål, vi havde masser af trafik foran mål. Jeg er nok lidt overrasket over, at de ikke presser os mere i løbet af kampen, og så havde de en stærk keeper i Lillie, der tog godt fra, sagde han.

DET FORVENTER VI: Frederikshavnerne må komme med al mulig desperation i jagten på en reducering. Derfor endnu en tæt kamp, hvor Aalborg er favorit og kan afvente. Disciplinen bliver vigtig og alt kommer an på, hvordan gæsterne tøjler presset i aften. Det er en velsmurt maskine, de skal overvinde.

NØGLESPILLERNE: Det er nu spillere som Nick Olesen og Mark Hurtubise skal vise takterne fra store dele af grundspillet frem. I det hele taget er der på papiret så meget kvalitet i Frederikshavns angreb, at White Hawks skal presse Aalborg mere. Pirates har endnu ikke set point fra grundspillets måske bedste offensive back, Martin Lefebvre. Er det i aften, han slår til?

SKADER/KARANTÆNER: Aalborg har stadig været uden Kristian Kodal og Martin Højbjerg i de to første kampe, mens Frederikshavn har søndag spillede uden Ales Sova og Mark Müller, mens Mads Larsen altså udgik. Tre vigtige kræfter i defensiven for White Hawks.