FØR KAMPEN: Aalborg-Esbjerg

- Foto: Bluelinemedia.dk

KAMPEN KORT: Der stod en kvinde i en Pittsburgh Penguins-frakke i centrum af Esbjerg tirsdag eftermiddag. Så ved man ligesom, det er playoff-tid i Danmark. Og inde i Granly Hockey Arena herskede en oppisket stemning fra første minut. Det var og er den tid på året

Aalborg spillede fremragende ishockey i perioder. Det lynende hurtige skøjteløb og de korte, knaldhårde pasninger havde Esbjerg nu og da umådelig svært ved at styre.

Jeppe Jul Korsgaard var fremragende. Virkelig et talent, der spiller med både overblik og næse for mål. Og så er han svært hurtig på skøjterne. 

Men Esbjerg sled og slæbte. Og kæden med Brock Nixon, Adam Miller og Colin Vock var umådelig farlig. Næsten i hvert eneste skift fra den halve time og fremad. Arbejdede stenhårdt i banderne og skabte chancer. 

Højdramatiske situationer i de to første perioder fik Mark Pederson til næsten at stige ud på isen for at ville tale med dommerne, og ovre i Aalborgs boks, viftede en holdleder med knyttet næve i jubel over mod Esbjergs boks, da nordjyderne udlignede til 2-2. 

Det var efter at Jannik Christensen var blevet ramt af en puck i hovedet og lå på isen. Han blødte ikke. Aalborg fik lov at spille sekvensen færdig. Og scorede. 2-2 var retfærdigt efter 40 minutter. 

I tredje periode lå Martin Lefebvre skadet på isen. Esbjerg fik lov at gennemføre spilsekvensen. Scorede ikke. Dommerne fløjtede derefter af. Tilskuerne var rasende. For pokker, det kogte i Esbjerg. 

Phillip Bruggisser ejede isen. Var her, der og allevegne. Fremme foran mål, med velovervejede fornuftige skud udefra og ikke mindst med en fantastisk evne til konstant at holde pucken inde i offensiv zone. Han var katalysator for Esbjerg i den tredje periode, hvor der var forskel på de to hold.

Pisket frem af publikum, kunne Esbjerg simpelthen presse Aalborg helt ned i bunden af zonen. Og en fuldstændig unødvendig udvisning i slutfasen kostede den sidste forcering for Aalborg. 

Men hold op, hvor var det dramatisk. Playoff, når det er bedst. En aften, hvor man på ishockeyens vegne ærgrer sig over, at der ikke er 40-50 skøjtehaller herhjemme. Så vil hockeyen være lige så stor som håndbold. Mindst.

Også en aften, hvor de lokale medier naturligvis var til stede, mens de landsdækkende avisers redaktører havde travlt med at sidde og tweete om Champions League-fodbold. Måske skulle de være mere ude i landet og opleve begejstringen. Ikke kun når hockeyen spiller slutspil. Men også til basket, volley og badminton. 

Hjemmeholdene har vundet indtil nu. Aalborg har 5000 mennesker i ryggen. Vender det igen? Er du i Nordjyllands hovedstad, så tag til hockey i aften. Det kan kun blive et ægte drama.

SKADER/KARANTÆNER: Esbjergs Jannik Christensen gik ud over den føromtalte puck i hovedet, men mon ikke den store fighter er klar i aften igen. Hos Aalborg savner man stadig Kristian Kodal, men ellers er holdet næsten fuldtalligt. 

NØGLESPILLERE: Esbjerg har nærmest to kaptajner, der viser vejen lige nu. Carson McMillan fighter som en gal og har nu fået selskab af en ny ledertype i form af Brock Nixon. Fysisk styrke, når det er stærkt på Metal Liga-niveau. 

DET FORVENTER VI: Fuldstændig lige. Men med fire hjemmesejre i bøtten må vi forvente, at Aalborg er smal favorit.