VM: Før dramaet i aften – Letlands bedste færdig med skade

Det bliver uden tvivl en tæt omgang, når Danmark og Letland i aften tørner sammen til en kamp, der kommer til at afgøre begge holds skæbne fremad i den vildt spændende Moskva-gruppe.

En vinder i ordinær spilletid spiller for kvartfinaler, mens nul point vil kaste både Danmark og Letland direkte ud i nedrykningsduel med Kasakhstan.

Letland er blevet kraftigt svækket frem mod kampen. Holdets absolut bedste spiller, Mikelis Redlihs, blev skadet mod Schweiz, og er – meddeler det lettiske forbunds hjemmeside og flere lettiske sportsmedier – ude for resten af turneringen. Redlihs var ikke til stede, da Letland fik taget officielle holdfotos i går, men var i stedet fløjet hjem til Riga for at blive undersøgt yderligere.

Mikelis Redlihs, som mange andre af letterne repræsenterer han Dinamo Riga, er en rutineret KHL-spiller og mangeårig profil på det lettiske mandskab. Ved dette VM var han virkelig trådt i karakter med fem point (3+2) i de første fire kampe og har uden sammenligning været letternes førende individualist.

Det er en knæskade, der holder ham ude af de resterende VM-kampe.