Flemming Green er tilbage – nu som assisterende træner

Foto: Jan Korsgaard

Flemming Green er tilbage i Rungsted.

Den tidligere cheftræner i den nordsjællandske klub måtte melde forfald på grund af sygdom midt i den netop afsluttede sæson, men nu bliver han i stedet assisterende træner for klubben i den kommende sæson.

Det skriver Rungsted Seier Capital, der også kan berette, at Green på samme tid får ansvar for talentudvikling, 1. division og U20-hockey i moderklubben Rungsted IK.

Rungsted Seier Capital og RIK skriver følgende: 

– For Rungsted Seier Capital og Rungsted Ishockey Klub har talentudviklingen høj prioritet, og vi er meget glade for at vi i fællesskab er lykkedes med at finde en konstellation, der giver begge parter en rød tråd i udviklingsarbejdet.

Sammen med RIK’s sportschef Mikael Hammarström vil Flemming udgøre den sportslige ledelse og sætte kursen mod en ny træningskultur i RIK.

Jeg er virkelig glad for det er lykkedes at finde en aftale med både Rungsted Seier Capital og Rungsted Ishockey klub. Begge organisationer står mit hjerte nært, og jeg glæder mig meget til at komme i gang med arbejdet, siger Green.